Individuelle varmeløsninger

Det kan være en stor beslutning at skifte til en ny varmekilde, og hvis din bolig ligger i et område, hvor fjernvarmeselskaberne ikke udbygger fjernvarme, kan det være interessant at kigge på andre varmekilder til opvarmning eller supplerende opvarmning. 

Uanset hvilken varmekilde du vælger, skal du være opmærksom på følgende:

Brug en VE-installatør

VE-godkendte installatører er uddannede til at installere din varmepumpe, solceller eller solvarmeanlæg korrekt, så du får mest ud af det. Ordningen administreres af Energistyrelsen.

Find VE-installatør på https://sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/ve-virksomheder

Sæt dig ind i reglerne først

Inden du beslutter dig for en individuel varmekilde, så er det en god ide at sætte sig ind i reglerne for det område, du bor i. Det nemmeste er at kontakte grundejerforeningen eller kommunen og høre, om det kan lade sig gøre at opsætte varmekilden. Du kan også læse i lokalplanen for området og/eller gældende deklarationer og retningslinjer for din grundejerforening. Reglerne kan fx omhandle placering og udseende. Flere steder er der også krav om dispensation, inden man opsætter varmekilden.

Du kan også kontakte Center for Teknik på mail cet@vallensbaek.dk eller telefon 4797 4000 for at høre mere om muligheder og de gældende regler for din ejendom.

Støj

Selv de støjsvage varmepumper støjer, og derfor er det vigtigt, at du undersøger forholdene grundigt, inden du køber og opsætter en varmepumpe.

Støj fra en varmepumpe kan være en potentiel årsag til nabostridigheder, og derfor er det vigtigt at du først og fremmest overholder Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for varmepumper. I tilfælde af klager over støj fra en varmepumpe, kan kommunen give påbud efter § 42 i Miljøbeskyttelsesloven om nedbringelse af støjen.

Inden installation skal du derfor have fundet en placering, hvor du overholder Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser for støj, så du ikke generer dine naboer. Nogle gode råd er:

  • Vis hensyn! Placering af varmepumpen skal gerne være længst væk fra naboskel
  • Tag højde for at hårde overflader (som fx flisebelægning) mellem varmepumpe og nabo reflekterer støj, mens bløde overflader (fx græs og buskads) absorberer støj.
  • Udnyt evt. de omkringliggende bygninger som støjskærm, da bygninger skærmer støj.
  • Undgå at placere varmepumpen højt, da det kan øge støjen. 

Desuden skal du sikre dig, at den varmepumpe du ønsker opsat, er en støjsvag varmepumpe, som kan overholde Miljøstyrelsens støjgrænseværdi på 35 dB(A) til naboer.  Snak med din forhandler. 

Placering

Placeringen af varmepumpen er vigtig i forholde til støj, men vi anbefaler desuden, at du placerer den, så den er mindst mulig synlig for nabo og vej.

Tilslutningspligt

Du skal være opmærksom på, at der kan være tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning (fjernvarme eller naturgas) i dit område. Orienter dig i den gældende lokalplan om, hvad der gælder for din ejendom.

Grundejerforening og lokalplan

En luft til vand varmepumpe kræver ikke tilladelse fra kommunen, men der kan være særlige regler i din grundejerforening, som du skal være opmærksom på. Tag derfor kontakt til din grundejerforening, hvis du ønsker en varmepumpe.

Du skal også være opmærksom på, at der kan være bestemmelser i lokalplanen eller i en deklaration for dit område, som der skal tages hensyn til.

Et jordvarmeanlæg udnytter den varme der er i jorden, og består af jordslanger, der graves eller bores ned i haven og en varmepumpe der stilles indendørs. læs mere herunder.

Ansøgning om jordvarme

Ved etablering af et jordvarmeanlæg skal kommunen give tilladelse efter jordvarmebekendtgørelsen. En ansøgning om tilladelse skal ledsages af de oplysninger, som er angivet på bilag 1 i jordvarmebekendtgørelsen Læs bekendtgørelsen her.

Der er dog etableret en anmeldeordning for ikke-industrielle terrænnære jordvarmeanlæg, der ligger udenfor områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger, og som alene anvender de frostsikringsmidler, der er nævnt i jordvarmebekendtgørelsen § 15, stk. 1. Denne type anlæg skal blot anmeldes til kommunen. En anmeldelse af et jordvarmeanlæg skal ledsages af de oplysninger, som er angivet på bilag 2 i jordvarmebekendtgørelsen. Læs bekendtgørelsen her.

Du kan fortsætte læsningen om jordvarmeanlæg på miljøstyrelsens hjemmeside: mst.dk 

På Byg og Miljø kan du anmelde eller søge om tilladelse til etablering af jordvarmeanlæg. Du skal starte et projekt i kategorien ”Vand, varme, affald, energi, miljø og natur”.

Særligt ved lodrette jordvarmeanlæg

Hvis du ønsker at etablere et lodret jordvarmeanlæg, skal du være opmærksom på, at der inden ansøgning om etablering skal laves en miljøscreening, som skal godkendes af miljøafdelingen i Ishøj Kommune. Miljøscreeningen skal sendes til naturmiljo@ishoj.dk.

Vær opmærksom på at færdigmelde anlægget når det er installeret. Når vi har modtaget færdigmeldingen, registrerer vi jordvarmeanlægget i BBR.

BBR

Husk at rette din boligs oplysninger når du skifter varmeform.

Du kan rette dem på kommunens hjemmeside om BBR.

Varme

Valg af varmepumpe

Du kan på energistyrelsens hjemmeside læse mere om, hvilken varmepumpe, der egner sig bedst til dit hjem. 
www.sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/varmepumpelisten

Få tilskud til skift af opvarmningsform

Der er flere muligheder for tilskud, hvis du står i den situation, at du gerne vil skifte fra en varmeform til en anden.

Du kan f.eks. søge støtte om at blive koblet af gassystemet uden gebyr gennem afkoblingsordningen.

Du kan f.eks. også støtte fra Bygningspuljen til forskellige typer af energiforbedringer.

Læs mere her: https://sparenergi.dk/forbruger/boligen/tilskud/sadan-soger-du/tilskud-til-skift-af-varme

Har du brug for hjælp?

Energistyrelsen rådgiver boligejere gratis om energibesparelser.

Hvis du f.eks. er usikker på, hvad du kan søge tilskud til, hvilken varmekilde du skal skifte til, eller hvordan du bedst isolerer din bolig, så er du altid velkommen til at række ud.

Du kan finde kontaktoplysninger til Energistyrelsens rådgivningstjeneste på hjemmeside