Trafikstrategi og trafiksikkerhed

Vallensbæk Kommune har en trafikstategi og en trafiksikkerhedsplan for kommunens veje og arbejder på at nedsætte antallet af personskader i trafikken.

Trafiksikkerhedsplanen for 2018-2027

Arbejdet med planen startede tilbage i efteråret 2017. Den endelige trafiksikkerhedsplan har et klart mål om, at antallet af personskader skal være halveret frem til år 2027 sammenlignet med perioden 2015-2017. Det betyder, at der maksimalt må være tre personskader i 2027.  

Trafiksikkerhedsplanen har tre formål:  

  • For det første skal den udstikke rammerne for forbedret trafiksikkerhed på kommunens veje i de kommende år.  
  • For det andet beskriver den, hvordan vi identificerer udfordringerne i den fremtidige trafiksikkerhed.  
  • Som det tredje og sidste beskriver trafiksikkerhedsplanen forslag til forbedringer i kommunens trafiksikkerhed.   

Projekterne beskrevet i trafiksikkerhedsplanen vil løbende blive prioriteret i kommunens årlige budgetlægning. 

Trafiksikkerhedsplan fra 2018-2027

Vallensbæk Kommune har udarbejdet en parkeringsbekendtgørelse, som indeholder supplerende bestemmelser til Færdselsloven.

De særlige parkeringsbestemmelser for Vallensbæk Kommune er politisk vedtaget i april 2014 og efterfølgende godkendt af Københavns Vestegns Politi. Bestemmelserne er gældende fra 24. april 2017.

I Vallensbæk Kommune er der som et supplement til de gængse parkeringsregler særlige bestemmelser for store køretøjer med en tilladt totalvægt over 3500 kg (lastbiler, busser, autocampere m.v.), påhængskøretøjer (trailer, campingvogne m.v.), motorredskaber og traktorer. Disse må i tidsrummet kl. 19.00-07.00 kun parkeres, hvor det er tilladt ved særlig afmærkning. Dog må påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på højst 2000 kg dog parkeres i indtil 24 timer, med mindre andet er vist på skiltningen.

Der er i Vallensbæk Kommune mulighed for at parkere med store køretøjer på Jydekrogen.

Hvor der ikke er andet beskrevet, er det Færdselsloven, der gælder – fx hvad angår reglerne for parkering på fortove og rabatter. Det betyder, at der i Vallensbæk Kommune ikke må holdes på fortovet eller i rabatten.

Regler for standsning og parkering

Vi har udarbejdet en parkeringsbekendtgørelse, som indeholder supplerende bestemmelser til Færdselsloven. Der er f.eks. fastsat supplerende regler for parkering af lastbiler og andre køretøjer, der er større end normale personbiler. Det gælder eksempelvis autocampere, campingvogne og traktorer.

Bekendtgørelsen gælder alle offentligt tilgængelige veje og parkeringspladser i Vallensbæk Kommune.

Hvor der ikke er andet beskrevet, er det Færdselsloven, der gælder – fx hvad angår reglerne for parkering på fortove og rabatter. Ved tvivlstilfælde henvises til Færdselsloven og politiet.

Bekendtgørelse om standsning og parkering i Vallensbæk Kommune

I medfør af færdselslovens § 92, stk. 1 jf. § 92c, stk. 4 har Vallensbæk Kommune med samtykke fra Københavns Vestegns Politi truffet følgende bestemmelse om parkering på offentlige kommunale veje og på de private fællesveje, hvor kommunen er vejmyndighed:

§1
Køretøjer med en tilladt totalvægt over 3500 kg (lastbiler, busser, autocampere m.v.), påhængskøretøjer (trailer, campingvogne m.v.), motorredskaber og traktorer må i tidsrummet kl. 19.00-07.00 kun parkeres, hvor det er tilladt ved særlig afmærkning.
Stk. 2: Uanset stk. 1 må påhængskøretøjer med en tilladt totalvægt på højst 2000 kg dog parkeres i indtil 24 timer, med mindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

§2
Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse kan der pålægges afgift i medfør af færdselslovens § 121.

§3
Bekendtgørelsen træder i kraft d. 24. april 2017.
Samtidig ophæves tidligere udstedte lokale standsnings- og parkeringsbestemmelser.

Således vedtaget af Vallensbæk Kommunalbestyrelse den 30. april 2014.

Vallensbæk kommune har indført et Tomgangsregulativ for at undgå unødvendig luft- og støjforurening fra bilerne. Det betyder, at din bil højst må køre i tomgang i et minut.

Tomgangsregulativet i Vallensbæk Kommune gælder alle motordrevne køretøjer - personbiler, taxaer, busser, varevogne, lastvogne, motorcyklister – på alle offentlige områder, og hver gang man standser. Det gælder også busser, som holder pause på ruten eller holder ved endestationen. Eneste undtagelser er ved trafikkøer, eller hvis man holder for rødt lys.

Køretøjer, der til helt specielle formål har brug for motorkraften, mens de holder stille - renovationsbiler, udrykningskøretøjer og enkelte andre arbejdskøretøjer - er også undtaget tomgangsregulativet.

Du risikerer at få en bøde på 500 kr., hvis du ignorerer forbuddet mod at lade motoren gå i tomgang i mere end et minut.

Tomgangsregulativ for Vallensbæk Kommune

Adgang til at lade motoren i holdende motordrevne køretøjer i gang.

I medfør af § 16 og § 17 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006 (med senere ændringer) om miljøregulering af visse aktiviteter har Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk fastsat:

§ 1. Motoren i et holdende motorkøretøj må ikke være i gang længere end højst nødvendigt og højst 1 minut.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1. finder ikke anvendelse:

  • så længe det motordrevne køretøj befinder sig i en trafikkø eller holder for rødt lys
  • så længe det af hensyn til køretøjets anvendelse efter dets funktion er nødvendigt at udnytte motorens trækkraft til af- og pålæsning
  • ved udrykningskøretøjer med lyssignal i gang
  • ved komprimering af affald, tilvejebringelse af trykluft eller i lignende tilfælde
  • ved motoranvendelse, som er påkrævet i forbindelse med reparation og justering af motor

§ 2. Bestemmelserne i § 1. gælder på offentlig vej i Vallensbæk Kommune.

§ 3. Overtrædelse af bestemmelserne i § 1. straffes med bøde. Overtrædelser håndhæves af politiet.

§ 4. Dette regulativ træder i kraft og er vedtaget af kommunalbestyrelsen den 2. juni 2010.

Trafikstrategi 2022

Trafikstrategien skal understøtte de værdier, der bærer udviklingen af Vallensbæk og bidrage til en byudvikling med fokus på, at byen er til for borgerne. Samtidig skal trafikstrategien sikre, at der i praksis skabes en sammenhængende og prioriteret trafikstruktur i kommunen med vægt på at fremme den bæredygtige trafik. Etableringen af letbanen i de kommende år vil få stor betydning for trafikstrukturen og de muligheder og projekter, der peges på med trafikstrategien. 

Trafikstrategi 2022