Om skolebestyrelserne

Skolebestyrelsen består af fem forældrerepræsentanter, to medarbejderrepræsentanter og to elevrepræsentanter på hver skole. Ved skoler med tilknyttet specialklasser på mindst tre klassetrin, vælges syv forældrerepræsentanter, hvoraf mindst én skal repræsentere specialklasserækken.

Forældrerepræsentanter bliver valgt for fire år ad gangen jf. Vallensbæks styrelsesvedtægt. Bestyrelsens medlemmer deltager på skolebestyrelsesmøder cirka en gang om måneden, og formanden for bestyrelsen deltager i den årlige skoleudviklingssamtale.

Skolebestyrelsens beføjelser: 

Skolebestyrelsens primære opgaver er at fastsætte principper for skolens virksomhed. Det er blandt andet principper for undervisningens organisering og for samarbejdet mellem skole og hjem.

  • Skolebestyrelsen fastsætter principper for organisering af undervisningen, fagenes og elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, udbud af valgfag og specialundervisning på skolen.
  • Skolebestyrelsen har en vigtig rolle i samarbejdet mellem skole og hjem, herunder principper for forældrenes ansvar i samarbejdet.
  • Skolebestyrelsen beslutter, hvordan hjemmene holdes orienteret om elevernes udbytte af undervisningen.
  • Skolebestyrelsen beslutter principperne for fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold og praktikforløb.

Hvis du ønsker at høre mere om skolebestyrelsesvalget eller arbejdet i bestyrelsen, er du velkommen til at kontakte den nuværende skolebestyrelsesformand eller leder på dit barns skole. Du kan finde kontaktoplysninger på skolens hjemmeside.