You are here

Spørgsmål og svar

Det skal du vide om kulturugen

Vi har samlet en række af de mest almindelige spørgsmål om Vestegnens Kulturuge og besvaret dem. 

Når du klikker på et spørgsmål, folder svaret sig ud. Har du spørgsmål, der ikke er besvaret her eller på de øvrige sider, er du velkommen til at kontakte Vallensbæk Kommunens kulturkonsulent. Kontaktoplysninger findes nederst på siden. 

Overblik

  • Hvad er Vestegnens Kulturuge?

    Vestegnens Kulturuge blev afholdt første gang i 2013. Den er et produkt af Vestegnens Kulturinvesteringsråd, som er et samarbejde mellem seks kommuner: Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. 

    Hvert år i september; uge 37 og weekenden op til, løber Vestegnens Kulturuge af stablen. Programmet er altid sammensat af fælles arrangementer, der udspringer af kommunernes kultursamarbejde, og en mængde uafhængige, lokale arrangementer.

  • Hvor og hvornår finder Vestegnens Kulturuge sted?

    Kulturugen byder på arrangementer i seks vestegnskommuner: Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.  Den bliver altid afholdt i uge 37 og weekenden op til, der ligger i den første halvdel af september måned. 

    Ønsker du et overblik over hvilke arrangementer, der finder sted i de respektive kommuner, kan du med fordel smutte forbi kulturugens hjemmeside, hvor programmet bliver offentliggjort, når det er klar.

    Adressen er vestegnenskulturuge.dk. Kulturugens arrangementer vil også være synlige på www.kultunaut.dk , når ugen nærmer sig. 

  • Hvem kan deltage i Vestegnens Kulturuge?

    Alle kan deltage i kulturugen, uanset om man er fra Vestegnen, eller bare på besøg. Der vil være forskellige arrangementer henvendt til forskellige aldersgrupper og til børnefamilier. Arrangementerne er med få undtagelser åbne for alle, og vi bestræber os på at favne bredt og byde på noget for enhver smag.

  • Hvad koster det?

    I Vallensbæk er det gratis at deltage i langt de fleste af kulturugens arrangementer. Der skal som regel hverken betales billetpriser eller entre.

    I nogle tilfælde kan det dog være nødvendigt at bestille en gratis billet, hvis der er tale om et arrangement med et begrænset antal pladser. Så informerer vi om hvor og hvordan, der kan bookes billetter. Ønsker man at købe mad og drikkevarer på eventpladserne /-stederne, sker det for egen regning.   

  • Skal jeg bestille billetter?

    Det er forskelligt fra arrangement til arrangement. Hvis det er nødvendigt at bestille billetter, gør vi opmærksom på det i kulturugeprogrammet, på hjemmesiden og i andre omtaler af arrangementet. Vi informerer også om hvor og hvordan, der kan bestilles billetter. De fleste billetter vil være gratis.

  • Hvem kan bidrage med arrangementer i Vallensbæk?

    Som udgangspunkt er det muligt for alle borgere, foreninger, erhevrvsdrivende og andre aktører at byde ind med et arrangement til kulturugen. Kommunens kulturkonsulent vurderer, om det er relevant at involvere Vallensbæk Kommune i de forskellige ideer og projekter.

    Du er derfor altid velkommen til at kontakte kulturkonsulenten med dine ideer eller forslag, så I kan tage en uforpligtende snak om, hvad der er muligt og hvordan. Vallensbæk Kommune kan i nogle tilfælde være interesseret i at deltage, koordinere, arrangere eller på anden vis hjælpe til, hvis det giver mening i forhold til kommunens kulturarbejde og kulturugens værdisæt. 

  • Hvordan bidrager man til eller med et arrangement?

    Det kan man gøre på flere måder.  

    • Man kan selv (enkeltpersoner, foreninger, erhvervsdrivende og andre) være arrangør og give Vallensbæk Kommune besked, så vi kan medtage arrangementet i lokalprogrammet
    • Man kan være medarrangør og have et samarbejde med Vallensbæk Kommune om et eller flere arrangementer
    • Man kan deltage i et arrangement ved at være til stede med underholdning, boder, aktiviteter og lignende for borgerne
    • Man kan kontakte kommunens kulturkonsulent med en ide og blive klogere på, om den kan blive til virkelighed – og eventuelt hvordan 
    • Man kan melde sig som frivillig medhjælper hos kulturkonsulenten eller til en forening, der deltager i ugen med et arrangement

     

  • Kan man søge midler til arrangementer i Vallensbæk?

    Nej. De midler, der er afsat til Vestegnens Kulturuge i Vallensbæk, er øremærket til kommunens egne arrangementer og gives ikke videre til eksterne arrangører. 

    Ønsker man at stable et arrangement på benene i samarbejde med Vallensbæk Kommune, kan kommunen dog beslutte at lægge nogle penge i arrangementet. Kontakt gerne vores kulturkonsulent, hvis du har ideer til et event-samarbejde eller lignende. Det er uforpligtende, og både stort og småt kan måske have interesse.

  • Hvorfor Vestegnens Kulturuge?

    Vestegnens Kulturinvesteringsråd, der står bag kulturugen, arbejder for at synliggøre de ressourcestærke, positive, mangfoldige, naturskønne, kontrastfyldte, kulturelle og inspirerende sider af Vestegnen.

    Det handler om at nuancere billedet i den folkelige bevidsthed og vise, hvor attraktiv Vestegnen også kan være. Vestegnens Kulturuge er et aktivt og festligt resultat af dette arbejde.

  • Hvem skal jeg kontakte med spørgsmål?

    Hvis du har spørgsmål om Vestegnens Kulturuge i Vallensbæk, som du ikke får besvaret her eller på de øvrige sider, er du velkommen til at kontakte Vallensbæk Kommunes kulturkonsulent på mail eller telefon. Kontaktoplysninger findes nederst på siden. 

  • Hvor kan jeg læse mere?

    Du kan finde mere information om Vestegnens Kulturuge, på kulturugens hjemmeside: vestegnenskulturuge.dk.
    Du kan også finde kulturugen på Facebook og på Instagram.

    Hvis du vil vide mere om Vestegnens Kulturuge i Vallensbæk, kan du læse videre her på siden

     

Kontakt

Sidst opdateret 25.02.2016