
”Jeg har været frivillig hos Ældre Sagen siden 2013. Jeg skrev PR til aviserne om Vallensbæk Amatør Teater dengang. I Ældre Sagens blad fik jeg ofte lov at få et lille indlæg om en premiere på teatret. På et tidspunkt spurgte de mig, om jeg ville skrive PR for dem.
Da pilotprojektet med læsetanter og -onkler blev sat i gang på Vallensbæk Skole, fulgte jeg det i starten bare PR-mæssigt. Men da det skulle fortsætte, og de skulle bruge en koordinator, havde jeg straks fingeren i vejret. Det kunne jeg godt tænke mig. Så jeg fik lov til at køre det, og så måtte jeg jo ud at finde nogen, der ville være læsetante og -onkler.
Jeg fandt dem både ude på gaden, når de gik forbi hjemme hos os og i forretninger. Jeg har fundet flere, når jeg har stået i kø i en forretning og set en, der kunne være et potentielt emne. Alle dem, der ser venlige og søde ud og sikkert har alderen til at være interesseret, spørger jeg, om de vil høre om vores generationsmøder.
Fakta om 'Læsetanterne og -onklerne'
’Læsetante og -onkel’ er et initiativ, Ældre Sagen kører i samarbejde med Vallensbæk Kommune, som skaber generationsmøder ude på kommunens tre skoler. Ældre borgere tager ud som læsetante eller -onkel, og læser højt for elever på 2. årgang en gang om ugen for at styrke børnenes udvikling ved højtlæsning, samt skabe møder mellem byens ældre og børn. Initiativet er efterfølgende blevet udvidet med sprogtanter og børnehavetanter, som henholdsvis hjælper børnene med at udvikle deres sprog og lege eller læse højt for børnehavebørn.
Der findes ældre, som sidder og ikke rigtig ved, hvad de skal få tiden til at gå med. Derfor siger jeg, at hvis de kunne tænke sig at være læsetante eller -onkel, så kan de komme og høre, hvad det er, vi laver. På den måde får jeg engageret nogen til at komme og få glæde at være sammen med børn. Jeg gør både børn og voksne glade – og det gør mig bare så glad. Før alting gik i stå på grund af corona, var vi 27 læsetanter og -onkler, og dem har jeg rekrutteret alle sammen.
Det, jeg godt kan lide ved at være frivillig i Ældre Sagen, er, at man får kontakt til mennesker, og kan få en dialog om samfundet.
Jeg er jo Vallensbæk-borger. Vallensbæk er stedet, hvor det hele sker, så her skal man også have de generationsmøder. Der er mange børn, der ikke ser deres bedsteforældre. Det er rigtig synd. Det er jo bare så hyggeligt at komme på besøg hos ens mormor eller hos ens farmor. Det giver børnene en rigtig glæde, at de sidder med en læsetante, hvor de får højtlæsning, og hvor tanten har tid til at høre på dem.
Børn husker dem, som hygger om dem, og som har tid til at tage sig af dem. Det er også det, det giver læsetanterne: At opleve børn, der hygger sig, og som husker dem. Man får fortalt noget om gamle dage, og det man selv har oplevet, og det er så givende. Mange af tanterne har fortalt mig, at de går og smiler for sig selv, når de går hjem. Det giver mig så meget glæde at høre.”
Blå bog
- Inge er 76 år gammel og bor sammen med sin mand, Ove, i Vallensbæk Nord, hvor de har boet i 20 år.
- Hun er meget engageret i Vallensbæks lokalmiljø og har også været aktiv i Vallensbæk Amatør Teater i 21 år.
- Når Inge ikke laver frivilligt arbejde, spiller hun golf med sin mand og maler akrylmalerier.