
Hver eneste dag ruller, kører og skubber skraldemændene i Vallensbæk Kommune hundredvis af affaldsbeholdere ud til skraldebilen og tilbage igen. Fremover skal du holde ekstra øje med din beholder, da du måske finder en såkaldt ”hænger” på affaldsbeholderen.
En hænger er en seddel, som er hængt på håndtaget af din affaldsbeholder.
På hængeren kan du se, at skraldemanden har udfordringer med at komme frem til din affaldsbeholder og få en henvisning til, hvor du kan få mere information.
Formålet er, at du nemt skal kunne se, hvad du skal gøre for at dit affald kan indsamles af skraldemanden, samtidig med at han har et godt arbejdsmiljø.
Skraldemanden vil gøre dig opmærksom ad flere omgange
Din skraldemand vil med hængeren gøre dig opmærksom på, hvad du kan gøre for at bringe forholdene i orden. Det kan fx handle om, at vejen frem til beholderen er for smal, eller belægningen ikke er fast og jævnt. Ved at bruge den QR-kode, som er på hængeren, får du link til vejledning om fx underlag og placering af beholderen.
Første og anden gang, skraldemanden konstaterer, at din beholder er for svær at komme til, bliver beholderen tømt. Tredje gang får du ikke hentet affald, men du får stadig en hænger, der fortæller, hvordan du igen kan få hentet affald.
Hvis du ikke ønsker eller har mulighed for at udbedre adgangsforholdene, skal du køre din affaldsbeholder helt frem til skel inden klokken 6 på tømmedagen. På Borger.dk kan du tilmelde dig NemSMS, så du får en påmindelse i god tid inden. Således er det naturligvis suverænt dig, der bestemmer, hvordan der skal se ud på din grund.
Kontakt Vestforbrænding på tlf: 7025 7060, hvis du har spørgsmål til placering m.v. af din affaldsbeholder.
Om Ressourceindsamling
Ressourceindsamling A/S indsamler affald i de fem kommuner Albertslund, Ballerup, Furesø, Ishøj og Vallensbæk.