
Bilister, der kører i Vallensbæk Kommune, vil opleve flere ændringer og færre kørebaner på Vallensbæk Torvevej i krydset ved Søndre Ringvej fra den 22. maj og frem til slutningen af juli.
Det sker, fordi Hovedstadens Letbanes entreprenører skal færdiggøre anlægget af et nyt kabel, der sørger for strøm til signalmasterne i krydset. Kablet skal derfor lægges hele vejen rundt i krydset, og der vil derfor være flere forskellige faser i takt med, at anlægsarbejdet flytter sig.
Påvirker først sydgående trafik
Arbejdet er planlagt sådan, at første fase vil påvirke trafikken i sydgående retning. Her vil der være en indsnævring af antallet af kørebaner både før og efter krydset mellem Søndre Ringvej og Vallensbæk Torvevej.
I anden fase kommer der oveni i det også et spor mindre i nordgående retning i krydset, så der vil være en kørebane ligeud og en kørebane for bilister, der enten kører ligeud eller svinger op mod Brøndby ad Søndre Ringvej. Både 1 og 2 fase forventes at vare omkring en måned.
Risiko for ekstra køer i tredje fase
Tredje fase af anlægsarbejdet med kablet bliver den mest kritiske for bilisterne, og derfor vil Hovedstadens Letbanes entreprenør forsøge at gøre denne fase så kort som mulig.
Der vil nemlig kun være et nordgående spor åbent gennem krydset, uanset om du kører lige ud eller skal svinge op mod Brøndby af Søndre Ringvej. Til gengæld er trafikken i de sydgående spor i krydset ikke længere indskrænket af arbejdet. Denne del af arbejdet vil føre til ekstra kødannelse på Vallensbæk Torvevej, men forventningen er, at arbejdet skal klares på mindre end en uge.
Fjerde fase bliver lettere
Så snart det er muligt, begynder anlægsarbejdets sidste og fjerde fase, hvor der igen bliver to spor farbare i nordgående retning. Ligesom tidligere vil der være en ligeud-bane og en kørebane for bilister, der enten kører ligeud eller svinger op mod Brøndby ad Søndre Ringvej.
Denne del af arbejdet vil være den længste, men foregår til gengæld i starten af sommerferieperioden. Forventningen er, at arbejdet med at anlægge kablet vil være færdig med udgangen af juli.
For fodgængere og cyklister vil det være muligt at komme igennem krydset igennem alle faser. Hold øje med skiltningen