
Sidste år var sankthans i Vallensbæk forvist til en Facebook-live-transmission fra borgmesterens baghave – men i år kunne vallensbækkerne, i begrænset antal, endelig mødes igen og fejre midsommeren med et rigtigt bål.
Som sædvanlig var der både arrangeret et børnebål og et bål for de voksne i Strandparken. Coronarestriktionerne dikterede, at der måtte være 500 personer til hvert arrangement, og de gratis billetter blev udsolgt i løbet af et par dage – et tydeligt bevis på, at folk har savnet at være sammen om gode oplevelser.
Klokken 18 var det tid til børnebålet. Her kunne børn og voksne nyde den helt specielle stemning af en tidlig sommeraften på en dansk sandstrand. Familierne sad med madkurve, mens børn løb og legede på stranden eller badede i havet.
Borgmester Henrik Rasmussen holdt en tale, som henvendte sig direkte til børnene. Han opfordrede børnene til at smide alle de dårlige minder fra coronatiden på bålet – og til at se frem mod lysere tider.
Børnebålet var forsynet med en flot heks, som børnene fra daginstitutionen Stien havde lavet. Borgmesteren fik hjælp til optændingen af to børn, og så kunne man kigge på et imponerende stort bål, mens der blev sunget med på Shu-bi-duas version af Midsommervisen.
Ved det sene bål kl. 22.15 skulle man næsten tro, at himlens farver var bestilt til lejligheden. Her dannede solnedgangens lys sammen med de tynde skyer en fantastisk farverig kulisse til aftenens arrangement.
Borgmester Henrik Rasmussen holdt en båltale, hvor han især talte til de unge, som ikke har haft det nemt under coronaen.
”Jeg er så uendelig glad for, at vi nu er nået dertil, hvor man kan mødes igen og hygge sig sammen. Jeg under jer det, og jeg håber, at I får nogle gode sommerfester, hvor vi alle kan feste med jer”, sagde han til de fremmødte, hvoraf man kunne se adskillige med spritnye studenterhuer.
Derefter tændtes bålet, og så stod den på den oprindelige version af Midsommervisen, som især den lidt ældre generation sang med på. Mens det knitrende bål brændte, blev tonerne til Shu-bi-duas version atter sendt ud gennem højtalerne, og så blev der sunget livligt af alle generationer.
Der var også sankthansbål i Vallensbæk Mose, og her var der også båltale ved borgmester Henrik Rasmussen.
Fotos af Ingolf Mathiesen:
Borgmester Henrik Rasmussen holdt både børnetale og voksentale.
Mange børnefamilier var mødt op til det tidlige bål i Strandparken.
Ved 22-tiden kom de, der havde booket billet til det sene bål.
Voksenbålet på Vallensbæk Strand
Fotos af Wolfgang Karkossa:
Der var kommet både med folk, som gerne ville se bålet
Bålet