Praktisk feltarbejde, digitale hjælpemidler og Vallensbæks skønne strandpark. Sådan lyder opskriften på det nye undervisningsforløb som Vallensbæks tre folkeskoler har forberedt til sine elever i 9. klasse. Undervisningen trækker på fagene biologi, kemi og geografi. Forløbet er netop startet for 9. klasserne på Vallensbæk Skole, som havde deres første undervisningsgang ude i Strandparken. Udstyret med mikroskoper, stereolooper og kikkerter, dykkede eleverne ned i de mikroskopiske aspekter af lokale dyr, planter og bjergarter, inden de begav sig ud på en affaldssafari i Strandparken.
Det nye undervisningsforløb er planlagt i forbindelse med fællesfagligt fokusområde, som er en blanding af fagene biologi, kemi og geografi. Projektet er støttet af Friluftsrådet, som har doneret omkring 30.000 kroner, som er blevet brugt på masse udstyr og grej til undervisningen.
Eleverne bruger appen Arter.dk til deres undersøgelse af livet i strandparken. Data fra Arter.dk kan bruges af forskere mfl. som kan hjælpe med at beskytte de forskellige arter.
Til undervisningen blev der ikke blot samlet affald og set på forskellige dyrearter. Eleverne udførte også målinger af vejrforhold, kategoriserede affaldet og deltog i en såkaldt bioblitz, hvor de kortlagde den lokale biodiversitet. Undervejs mødte de også en biolog, der arbejder med at registrere udbredelsen af invasive arter, hvilket gav anledning til en faglig dialog, der bragte virkelighedens udfordringer ind i undervisningen på en helt ny måde.
- Idéen til undervisningen opstod i forbindelse med moderniseringen af Strandparken, hvor der i de kommende år vil være et særligt fokus på naturregistrering og udvikling af kystområdet. Det inspirerede mig til at skabe en undervisning, hvor eleverne kan være med fra start og følge hvert tiltag i udviklingen. Jeg håber også det fremmer lysten til at bruge naturen i lokalområdet, fortæller Louise Hoffbeck, naturfaglig konsulent og initiativtager til projektet.
Dette projekt er ikke blot et spørgsmål om at lære eleverne om naturen – det handler om at gøre dem i stand til at forstå og tackle de miljømæssige udfordringer, deres generation står overfor. I sidste ende handler det om at danne borgere, som forstår naturen, så de kan leve og handle bæredygtigt.
Fakta
- Undervisningen strækker sig frem til uge 39 og kan trækkes som emne til afgangsprøven til sommer
- Som afslutning vil eleverne præsentere deres arbejde for andre klasser og årgange i Bækkehuset i Vallensbæk.
- Undervisningen er lavet i samarbejde med NAFA, som er et nationalt program, der skal fremme motiverende og udbytterig naturfagsundervisning i grundskolen ved at styrke uddannelse af kommende og nuværende naturfagslærere. De har en mission om at fremme motiverende naturfagsundervisning. Der bliver lagt vægt på, at eleverne ikke blot tilegner sig teoretisk viden, men også får konkrete redskaber til at handle i praksis.