Cykelkampagnen er for skolebørn i alle aldre og har til formål at få alle børn til at cykle mere, bl.a. til og fra skole. Så pump luft i dækket, støv styret af og send dit barn afsted på metalhesten.
At cykle i hverdagen gør en stor forskel for børns trivsel. Derfor ønsker Cykelforbundet at inspirere forældre og skoler til at bakke op om at få børn op på cyklen og få noget motion i benet. Kampagnen er landsdækkende og henvender sig til alle klassetrin.
Vind penge til klassekassen
I Vallensbæk deltager alle skoleklasser i år, og der er også gode lokale præmier at vinde. Der bliver dagligt tildelt point til de elever, som har taget cyklen til skolen. Og der er endda ekstra point, hvis man husker cykelhjelmen.
Den klasse, der scorer flest point over to uger, får 2.000 kr. til klassekassen, 2. præmien er 1.500 kr. og 3. præmien er 500 kr.
Så det er bare om at komme afsted, træde i pedalerne og blive godt forberedt på en aktiv undervisnings dag.
Sidste års vinder var Pilehaveskolens nuværende 6.b, som havde cyklet 89% af de mulige dage.
Pressefoto: Jens Hasse/Cykelforbundet