
Anden og sidste etape af etableringen af Parkbåndet står nu klar. Vallensbæk Kommune har sammen med HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, etableret et nyt og attraktivt grønt bånd gennem Vallensbæk Nord.
I Parkbåndet kan du fremover både nyde en dejlig gåtur eller tage plads på en af de mange bænke og opleve naturen, der er inviteret helt ind i byrummet.
- Det er rigtig dejligt, at Vallensbæk nu har fået endnu et grønt åndehul med summende insekter og fuglefløjt. Det er her, vi lever og bor, og Parkbåndet kommer til at binde området endnu tættere sammen. Her kan både børn og voksne ugeneret cykle og gå i grønne omgivelser, når vi skal til og fra skole og arbejde og fritidsaktiviteter, eller når vi skal et smut ud at lufte hunden, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Området er anlagt efter Vild Med Vilje-princippet, så Vallensbæks grønne områder bliver endnu rigere og mere mangfoldige. En anden meget vigtig funktion er, at Parkbåndet er med til at skybrudsikre lokalområdet.
Kan optage store mængder regnvand
- HOFOR arbejder med skybrudssikring i hele hovedstadsområdet, og her i Parkbåndet i Vallensbæk har vi nu etableret fem bassiner, som kan optage store mængder vand, når fremtidens skybrud sender massive regnmængder ned over os. Dermed fungerer Parkbåndet ikke alene som en dejlig grøn park i det daglige, men også som omkostningseffektiv skybrudssikring for store dele af lokalområdet, fortæller bestyrelsesformand i HOFOR Susanne Juhl.
Kom og vær med
Vallensbæk Kommune inviterer i samarbejde med HOFOR til indvielse af Parkbåndet. Det foregår tirsdag den 19. september kl. 18.30 på den nye boldbane ved Horsbred 129, 2665 Vallensbæk.
Alle er velkomne, også hunde i snor. Til indvielsen bliver der serveret pølser, øl og vand, mens vores firbenede venner bydes på cocktailpølser.
Få en gave med hjem til haven
Alle fremmødte kan være med i en konkurrence og quizze om planter og biodiversitet og måske vinde en grøn præmie. Ingen behøver at gå tomhændet hjem, for udover en masse viden om det nye Parkbånd, kan du få stauden Kattehale med hjem og på den måde også give en hånd til de hjemmehørende planter og biodiversiteten i din egen have.
Fakta
- Anden etape af Vallensbæk Parkbånd står nu færdig, så hele Parkbåndet – lige fra Løkkekrogen til Vallensbæksvej - er blevet et attraktivt, grønt åndehul for byens borgere med stier og plads til ophold og skønne gåture.
- Foruden grøn beplantning, er der etableret stier, som er farbare for alle borgere – også for kørestolsbrugere, rollatorbrugere og for barnevogne.
- Langs stien er der sat bænke op med tilhørende affaldsspande. Og fire steder langs Parkbåndet er der ført en sti på tværs af bassinerne for at anspore til aktivitet og leg på begge sider af bassinerne