
Tirsdag morgen den 5. september mødtes omkring 50 veteraner, pårørende, borgere og ansatte på pladsen foran Vallensbæk Rådhus for at markere den nationale Flagdag. Det er en dag, hvor alle nuværende og tidligere veteraner anerkendes for deres store indsats for Danmark – både på landsplan og altså også her lokalt i Vallensbæk.
Dannebrog gik til tops til tonerne af I Danmark er jeg født, og derefter inviterede borgmester Henrik Rasmussen alle indenfor til brunch og taler.
Efter flaghejsningen fortalte veterankoordinator Susanne Christiansen kort, at man som veteran eller pårørende altid er velkommen til at kontakte hende.
At kæmpe for en større sag
I sin tale i rådhusets kantine sagde Henrik Rasmussen tak til de mænd og kvinder, der har kæmpet for demokrati og retfærdighed langt væk herfra. Han opfordrede også veteraner, der måtte have brug for det til at gå til kommunens veterankoordinator Susanne Christiansen, som i mange år har hjulpet veteraner i Vallensbæk med at få en god kontakt til kommunen.
Borgmester Henrik Rasmussen tak også paralleller til fortiden, hvor soldater krydsede Atlanterhavet for at befri Europa, og frem i tiden til de fronter i Ukraine, hvor ukrainske mænd og kvinder kæmper netop nu.
At gå i krig kan være ekstremt omkostningsfuldt, men det handler altid om en større sag og om den næste generation, vores børn, sagde borgmesteren og fik øjenkontakt med to søstre, hvis far har været udsendt til Afghanistan.
Borgmester Henrik Rasmussen uddelte børnemedaljer fra Familienetværket til de to søstre Naja og Nora.
Medaljer til børnene
Herefter kaldte Henrik Rasmussen de to søstre Naja og Nora op til sig for at uddele to børnemedaljer. Børnemedaljerne er stiftet af pårørendeorganisationen Familienetværket som en anerkendelse af, at det kan være svært at have en mor eller far, der er eller har været udsendt på farlige missioner.