
Første etape af udvidelsen af Vallensbæk Skole er ombygningen af det eksisterende Pædagogiske læringscenter (PLC) til Campus med auditorium.
Campus med plads til alle elever fra 0-9. klasse
Skolens centrale bygning – det pædagogiske læringscenter – bygges om til et tidssvarende og læringsoptimeret campus med eget auditorium. Auditoriet giver muligheder for fremvisninger, foredrag, klassesamlinger, præsentationer – eller bare som læringsrum. Resten af lokalet bygges om, så den naturlige læringsproces understøttes i form af områder til fordybelse, områder til idegenerering og områder til samvær og læring.
For de små i indskolingen vil der være et læs-let-område. Det understøtter den måde, som eleverne på de klassetrin ofte bruger skolens bibliotek. I området for mellemtrinnets elever bliver der plads til gruppearbejde og et område, som kan bruges til præsentationer.
Udskolingseleverne får både mulighed for at arbejde alene og i grupper. Området for de ældste elever er placeret tættest på bibliotekarens arbejdsområde, så de altid har mulighed for at få hjælp til at søge litteratur til projekter og andre lektier. Der bygges en terrasse udenfor, som kan bruges til læring, når vejret er godt – eller blot være et rart sted at hænge ud.
PLC flytter midlertidigt i kælderen
Mens ombygningen er i gang, flyttes PLC’s funktioner til kælderen i bygning A, som hen over sommeren også har fået en ansigtsløftning. Her er skiftet gulve og blevet malet vægge, og der er bragt mere lys og rummelighed ind ved at tilføje flere døre med glas. Ombygningen af PLC til campus er i fuld gang og forventes at være færdig i slutningen af februar 2021.