You are here

Wuhuu vores seje lærer vinder Politikens undervisningspris

Date: 25. Juni 2020
Lars Malling, der underviser i matematik, historie og idræt på Egholmskolen, har vundet en særpris af Politikens undervisningspris.

Hvert år uddeler Politiken undervisningspriser i samarbejde med Lundbeckfonden. I år blev Lars Malling, der underviser i matematik, historie og idræt på Egholmskolen nomineret til en særpris. 

“Det var kæmpestort og noget af en overraskelse, at jeg blev nomineret. At både forældre og elever tager sig tid til at tænke på en, er bare så meget større end man måske lige tror, og det er så bekræftende,” fortæller Lars Malling og tilføjer: 

"Jeg vil ikke kendetegne mig selv som en, der har let til tårer, men alle de indstillinger ramte virkelig dybt."

I indstillingerne blev der blandt andet lagt vægt på, at Lars har fået samlet en klasse, der har været plaget af uro og mobberirer. 

Den 19. juni stod der blandt andet i Politiken, at Lars er en af vinderne.  

'Han vinder en særpris for at inddrage eleverne og for at skabe et godt læringsmiljø for alle,' skrev Politiken

“I en af artiklerne om mig lyder overskriften: Eleverne er undervisningens centrum. Det er ikke en sætning, jeg har foræret nogen. Det er noget, der gerne skulle være tydeligt ud fra den måde, jeg underviser på, den måde jeg kommunikerer på, og den måde jeg agerer på,” siger Lars. 

Prisuddelingen må vente 

Det er først til august, at Politiken uddeler undervisningspriserne. De har bare allerede offentliggjort, hvem vinderne er. Lars og de andre vindere må derfor vente hen over sommeren med at modtage den faktiske pris.  

Der er heller ikke ret mange, der endnu ved, at Lars har vundet. Han har gået lidt stille med dørene.  

“Utroligt nok så har jeg hverken skrevet eller fortalt det store om det. Jeg har faktisk kun skrevet et lille takkebrev til forældre og elever, hvor jeg har prøvet at gøre det tydeligt, hvor meget jeg sætter pris på deres tanker, beskeder og kommentarer. Men mon ikke jeg råber højere om det, når jeg officielt modtager prisen til august,” siger Lars Malling 

Digital undervisning, der hitter 

I marts bragte vi en historie på Facebook om Lars’ undervisning. Her kunne vi fortælle, at han havde fundet på at matematikundervisningen blandt andet bestod af, at børnene skulle lave plantegninger af deres hjem - først på papir dernæst på gulvet eller jorden med tape eller kridt.  

Historieundervisningen foregik på videochat og blev bygget op som en quiz. Også idræt foregik på videochatten. Her udfordrede Lars hver fredag morgen femteklasserne i crossfit-øvelser. 

Også en stor tak til alle andre lærere. Vi ved, at I har gjort en kæmpe indsats.

Sidst opdateret 29.06.2020