You are here

Vi fejrer Danmarks befrielse med kæmpe stearinlys og korsang

Date: 23. April 2020
Vi opfordrer samtidig til, at man kommer og sætter lys på det grønne strøg, inden borgmesteren tænder et to meter højt stearinlys om aftenen den 4. maj.

Obs! Arrangementet er et digitalt arrangement - læs mere længere nede. 

Om aftenen den 4. maj 1945 blev nyhedsudsendelsen afbrudt klokken 20.35, og det lykkelige budskab om Danmarks befrielse blev læst op. Folk løb jublende ud på gaderne for at fejre befrielsen i glæde og begejstring, mørklægningsgardiner blev flået ned, og der blev tændt stearinlys i vinduerne.

I år markeres 75-året for befrielsen over hele landet - også i Vallensbæk. Men på grund af corona-krisen har vi måtte justere lidt på festplanerne, da forsamlingsforbuddet som bekendt forbyder, at mere end 10 personer samles.

Kom og sæt et lys

I stedet for at afholde et fysisk arrangement, vil vi fra klokken 16 dele lys ud på det grønne strøg, som du kan sætte langs strøget. Selvfølgelig med myndighedernes anbefalinger om at holde afstand, og vi beder jer derfor også vise hensyn til hinanden.  

Vi opfordrer desuden til at tænde lys i vinduerne derhjemme.

Klokken 19.40 vil borgmester Henrik Rasmussen holde en kort tale fra det grønne strøg og tænde et kæmpe stearinlys for at markere befrielsen. Stearinlyset er to meter højt og en meter bredt, og i midten vil der være en kæmpe lyskegle, der skyder et rød-gulligt lys op.

Herefter vil et lille kor synge en sang fra Alsang 2020-kataloget. Seancen vil blive transmitteret live via kommunens Facebook-kanal. Der er altså tale om et digitalt arrangement, og du skal ikke møde op på det grønne strøg om aftenen. Du kan se live-transmissionen, selv hvis du ikke har en Facebook-konto.

I ugen op til den 4. maj vil vi desuden dele fortællinger fra ældre, der levede under Anden Verdenskrig.

Del jeres billeder

Vi vil meget gerne se jeres markering af dagen. Tænder I lys eller kigger forbi det grønne strøg, så del gerne billederne med os på Instagram ved at bruge hashtagget #vallensbæknu

Sidst opdateret 03.05.2020