You are here

Vallensbæk Kommune med i prisvindende samarbejde om rygestop

Date: 23. Januar 2020
  • Vallensbæk Kommune med i prisvindende samarbejde om rygstop

    Repræsentanter fra vinderkommunerne modtog tirsdag prisen på KL's sundhedskonference i Kolding.

Sammen med otte andre kommuner har Vallensbæk vundet prisen Den Gyldne Tråd for projektet ’Bliv en vinder uden tobak’ – et nyskabende samarbejde, der har hjulpet mange til at kvitte tobakken.

Tirsdag blev prisen Den Gyldne Tråd overrakt til det tvær-kommunale rygestop-projekt ’Bliv en vinder uden tobak’. Det foregik på Kommunernes Landsforenings årlige sundhedskonference.

Den Gyldne Tråd uddeles af Nyhedsbrevet Kommunal Sundhed til et initiativ i det nære sundhedsvæsen, som viser en vej til højere kvalitet i sammenhæng, samarbejde, pleje og behandling.

Projektet ’Blive en vinder uden tobak’ startede i 2014, hvor kommunerne Albertslund, Brøndby, Dragør, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk ville gøre noget nyt for at få flere deltagere til deres rygestop-tilbud.

Det blev starten til et succesfuldt samarbejde mellem de ni kommuner, hospitaler, praktiserende læger og apoteker om at hjælpe rygere til røgfrihed. Antallet af deltagere på rygestopkurserne er blevet fordoblet, og i alt har over 3.600 borgere været tilmeldt et rygestopforløb i kommunerne. Mere end tre ud af fire, der har gennemført forløbet, er blevet røgfri – og næsten halvdelen er stadig røgfri efter seks måneder.

”Det er et fantastisk resultat, der er kommet ud af samarbejdet. I Vallensbæk har vi en vision om, at borgerne skal have en høj livskvalitet i et godt og sundt liv, og et af målene er, at vi i 2030 har den første røgfrie generation i kommunen”, siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen.

Helle Stuart er projektleder for ’Bliv en vinder uden tobak’, og hun er selvsagt også stolt af hæderen:

”Vi har fået rygestopindsatsen ind på de bonede gulve. Rygestop kan godt leve et lidt overset liv ude i kommunerne. Men samarbejdet på tværs har gjort, at rådgiverne har fået et fællesskab. Det betyder meget for kvaliteten og resultaterne. Vores rygestoprådgivere gør et meget stort arbejde og prisen er i høj grad deres fortjeneste”, siger Helle Stuart.

En del af succesen handler om, at man henviser til rygestoptilbud på en ny måde. Som noget nyt kan rygere for eksempel gå til rygestopkursus på tværs af kommunerne og de kan forvente samme høje kvalitet, uanset hvor de deltager.

På hjemmesiden www.udentobak.dk er der relevant viden og indgange til alle kommuners rygestoptilbud.

Sidst opdateret 23.01.2020