You are here

Trækfærge ude af drift

Date: 26. Juli 2019
På grund af det varme vejr er Tueholmsøen blevet lavvandet, og trækfærgen kan ikke sejle gennem søen.

Ugens hedebølge trækker spor gennem hele Europa – også her i Vallensbæk. Det varme vejr betyder nemlig, at vandstanden i Tueholmsøen er faldet. Lige nu er der derfor for lavvandet til at vores nye trækfærge kan trækkes gennem søen. Varmen har desuden fået skidt og snavs fra søbunden til at stige op og danne en grød, der yderligere udfordrer trækfærgens fremkommelighed.

Det betød desværre også, at to piger og en hund i går sad fast på søen. Heldigvis blev de reddet i land af nogle andre borgere, men den slags skal selvfølgelig ikke ske igen.

Trækfærgen er derfor i øjeblikket ude af drift. Vi har sat skilte op ved søen og spærret færgen af. Vi opdaterer jer selvfølgelig, når færgen er tilbage for fuld fart igen.

Som kommune er vi nye trækfærge-ejere, og derfor skal vi også lige lære, hvordan sådan en færge sejler bedst. Mens færgen er ude af drift, vil Vej & Park nu undersøge om man kan lave en sejlbane eller på anden måde gøre færgeoverfarten lettere.

Sidst opdateret 26.07.2019