You are here

Tidlig håndholdt indsats gør en forskel for børn

Date: 10. September 2020
  • Stien

    Børn i Vallensbæk har haft glæde af projekt TOIS, der har skullet understøtte trivsel, udvikling og læring. Billede fra daginstitutionen Stien.

Vallensbæk og Ishøj har i samarbejde gennemført projektet TOIS, som har haft til formål at understøtte små børns trivsel, udvikling og læring. Især for de 3-6-årige har effekten kunnet mærkes.

I daginstitutionen Stien i Vallensbæk har de haft glæde af de ekstra ressourcer, der har været til rådighed under projektet ”Tidlig Opsporende Indsats for Småbørn (TOIS)”. Projektet har haft til formål at styrke indsatsen hos de 0-6-årige i Vallensbæk og Ishøj.

Pædagog i vuggestuen Bilge Demirbas fortæller, at de havde en pige på stuen, som havde vanskeligheder med sin grovmotorik og mundmotorik.

”Hendes tunge drejede rundt – hun havde blandt andet svært ved at få maden ned. Via projekt TOIS fik vi en ergoterapeut til at give os nogle øvelser til hende. Det var blandt andet en motorikbane, der hjalp med balance og grovmotorik – og nogle øvelser med et sugerør, der hjalp på mundmotorikken”, siger hun.

Også på en af børnehavestuerne havde Stien glæde af projektet, fortæller pædagog Lise-Lotte Siggaard Hansen.

”En dreng i børnehaven havde en uhensigtsmæssig adfærd over for kammeraterne, og han manglede relationer til børn på hans egen alder. Det er sindssyg vigtigt, at man får nogle gode relationer tidligt – det har stor betydning videre i livet”, siger hun.

Drengen fik hjælp til at komme ind i en drengegruppe, blandt andet ved at en af ressourcepersonerne fra projekt TOIS tog på nogle ture med drengene, hvor hun havde særligt fokus på at inddrage den pågældende dreng i gruppen.

”Det betød, at drengen fik opbygget nogle gode relationer, som han kunne tage med over i skolen”, fortæller Lise-Lotte Siggaard Hansen, der lægger vægt på, at den håndholdte indsats fra ressourcepersonen gjorde en stor forskel.

Udover hjælp med konkrete problemstillinger med nogle bestemte børn, har projektet også været til gavn for institutionen på længere sigt.

”Vi har som medarbejdere fået gode redskaber til at både opdage og håndtere problemer med blandt andet sprog, relationer og motorik”, siger Lise-Lotte Siggaard Hansen.

Projekt TOIS kørte fra begyndelsen af 2018 til foråret 2021 og var finansieret af Socialstyrelsens pulje til investering i den tidlige og forebyggende indsats i PPR.

I evalueringen af projektet hedder det, at børnenes udbytte blandt andet kan ses ved at flere børn beskrives som mere deltagende, gladere og roligere. Det beskrives også, at flere af børnene har lettere ved at indgå i børnefællesskaber på en hensigtsmæssig måde. Dagtilbuddenes bekymring for børnene er som følge heraf blevet mindre i næsten alle forløbene.

De to kommuner skal nu tage stilling til, hvordan de gode erfaringer fra projektet kan videreføres.

Sidst opdateret 10.09.2020