You are here

Sjov, sommer, sejlads og SUP

Date: 04. Juli 2019
  • Sommersejlads

    Anton, Gustav, Klara og Smilla er med på 'sommersejlads'.

I denne uge er Vallensbæk Havn fyldt med børn, der er på vandet for at udforske de vandaktiviteter, som Vallensbæk byder på.

Det er sommer i Vallensbæk, og vores lille kommune byder på masser af sjove sommeraktiviteter for både børn og voksne. Vi måler temperaturen på feriestemningen i Vallensbæk og besøger en ny aktivitet hver uge. Følg med her på siden.  

25 unger vælter ud af Vallensbæk Sejlklubs omklædningsrum, iført våddragter, redningsveste og forventningsfulde smil. Alle er klar til endnu en dag på vandet med Vallensbæk Ungdomsskole.  

Hele sommerferien disker ungdomsskolen op med sjove aktiviteter for børn og unge i Vallensbæk. I denne uge danner Vallensbæk Havn rammerne for ugen – det er nemlig vandsport, der er på programmet.  

De 25 børn har tilmeldt sig ‘sommersejlads’-holdet, og i dag skal de sejle kølbåde. Hvor efterårslignende vinde de sidste dage har udfordret sejl og master, viser solen denne onsdag sig fra sin sommerlige side, og børnene har mulighed for at komme på rigtig sejlads.  

11-årige Anton går fast i sejlklubben, men har også meldt sig til ‘sommersejlads’. For her får man jo lov at være på vandet en hel uge og fem timer hver dag, som han siger.  

“Der er nogle sjovere aktiviteter end normalt. Vi får lov til at sejle mere, og vi ikke skal rigge bådene til hver dag,” uddyber Anton, der også har fået nye venner i ugens løb. 

En af dem er 10-årige Gustav, der også var med på ‘sommersejlads’ sidste år. 

“Jeg kendte ikke Anton før, men nu kender vi hinanden rigtig godt. Det sjoveste ved de her dage har været at sejle i speedbåd og at komme i vandet,” siger Gustav, der gerne vil komme i sejlklubben igen.  

Vandsport med et legende element  

Jakob Hammer-Helmich, der er afdelingsleder på ungdomsskolen, forklarer, at ugen både skal være en introduktion til sejlsporten, men der skal også være plads til leg. 

“I den her uge får ungerne en smagsprøve på, hvad sejlads og SUP er, og hvad det kan som sport. Desværre kan vi ikke styre det danske vejr, så vinden har været lidt en udfordring,” siger han og fortsætter:  

“Vi har noget unikt her i Vallensbæk, fordi vi har så gode muligheder for vandsport. Det vil vi gerne udnytte, så børnene lærer så meget om vandsport som muligt og får en viden om, hvordan du er sikkert på vandet.” 

Der er da heller ingen tvivl om, at det legende element, er noget af det, der er med til at gøre ugen ekstrasjov. 

“Vi er glade for vand. Det sjoveste er også, når vi får lov til at hoppe i vandet. Det er fint, når man er i, men det er ret koldt bagefter,” siger søstrene Klara og Smilla. 

SUP under solen 

I den anden ende af havnen ved Kano- og Kajak Clubben er 15 morgenfriske piger og drenge allerede hoppet i våddragterne og redningsvestene og padler rundt på boards i inderhavnssøen. De er på SUP (stand up paddle)-holdet. Nogen står helt oprejst på boardet, andre ligger på knæ, og de sidste er faldet af og svømmer rundt i vandet ved siden af deres board – klar til at kravle op og forsøge på ny. 

 
For de SUP-padlende ungdomsskoleelver er de hidsige vindpust ikke noget problem. Faktisk gør blæsten kun sporten sjovere.  

Gustav, Melissa og Sofie, der alle har tilmeldt sig SUP-holdet gennem ungdomsskolen, står drivvåde på molen. De er enige om, at selv om blæsten gør det hårdere at SUP’e, så gør det også oplevelsen sjovere. Vinden skaber nemlig lidt større chancer for en tur i vandet.  

“Du ryger meget i vandet, men det er sjovt – også selv om der er fisk,” siger 12-årige Melissa og fortsætter:  

“Jeg var ikke sikker på, jeg kunne finde ud af det, men det er faktisk lettere end det ser ud.”  

Ni-årige Gustav synes også, at det er sjovt at padle, og at de har fået lov at lege og lave forskellige øvelser på deres boards. For selv om det har blæst meget, har ungerne været en masse på vandet. 

“SUP er nærmest den eneste vandsport, du stadig kan dyrke, selv om det blæser. Jeg ville ikke have folk ude i kajak i de her dage med meget vind, men det kan du godt med SUP. Der er mulighed for at være mere vindstille steder, du kan lægge dig ned på boardet og falder du i vandet, er det nemt at komme op igen,” siger Tommas Nielsen, formand for Vallensbæk Kano- og Kajakklub.  

Mens 12-årige Sofie har prøvet SUP en gang før, er det første gang for Gustav og Melissa. Men alle tre er enige om, at de gerne vil SUP’e endnu mere - også selv om de er trætte, når de kommer hjem efter fem timer på vandet. 

“Man har ondt i benene, men det er det hele værd,” siger Melissa.

Vil du være med? 

  • Ungdomsskolen har forskellige aktiviteter for Vallensbæks 0.-10.-klasser hele sommeren.  
  • SUP-aktiviteterne hos Vallensbæk Kano- og Kajak Club fortsætter efter sommerferien. Følg med i Facebookgruppen ”SUP i VKKC” – her bliver der løbende lagt aktiviteter op. Du kan også få mere info ved at skrive til  kontakt@vkkc.dk. Den 17. August kommer Danish SUP Tour desuden forbi Vallensbæk Havn. Læs mere her.  
  • Er du vild med sejlads, kan du læse mere om Vallensbæk Sejlklub her.   
Sidst opdateret 04.07.2019