You are here

Sabrin og Isabel gør hver dag en forskel for andre

Date: 04. April 2019
  • Sabrin

    27-årige Sabrin Kanafani arbejder på Højstruphave.

Sabrin og Isabel arbejder som SOSU. Et job, der giver dem begge mening i hverdagen. Læs deres historier her.

”Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan hjælpe andre mennesker i den sidste del af deres liv. Det er vigtigt, at det bliver en tid med gode minder og at de føler sig trygge.”

Sådan siger 27-årige Sabrin Kanafani, der arbejder som SOSU-assistent og elev-vejleder på Højstruphave. Når PenSam og FOA Ungdom for andet år i træk kårer Danmarks 100 største velfærdstalenter under 35 år, er Sabrin blandt de 100.

Sabrin var bare 17 år, da hun startede på uddannelsen som SOSU -hjælper. Efter uddannelsen blev hun ansat på Højstruphave, hvor hun har været siden. Sabrin valgte i 2016 at tage orlov for at tage SOSU-assistent-uddannelsen, som hun blev færdig med i sommeren 2018.

”Arbejdet som social- og sundhedsassistent giver mig rigtig meget livserfaring – du styrker din egen personlighed ved at arbejde med mennesker. Men det er også en god uddannelse at tage, hvis du godt kan lide det sundhedsfaglige og at arbejde med medicin,” forklarer Sabrin.

Medicin og sygepleje

Som SOSU-assistent arbejder Sabrin nemlig blandt andet med medicindosering og står for den generelle sygepleje af borgerne. Det vil sige, at hun arbejder med borgere, der både har psykiske og fysiske lidelser. Desuden har hun den nødvendige viden om kroppen og dens funktioner.

Sabrin er bevidst om, at der er mange fordomme forbundet med at være SOSU. Men hun synes, at det er et billede, der er ved at ændre sig. 

”Fordommen om, at vores job bare er at skifte ble på de gamle, lever stadig, men jeg synes, at der de seneste år er kommet mere fokus på vores fag på de sociale medier og i nyhederne. Det har også gjort, at vi er blevet bedre til at udtrykke, hvad det er, vi arbejder med,” siger Sabrin og tilføjer, at hendes arbejde især handler om at vise omsorg for borgeren og hjælpe dem – både med det praktiske og det sociale.

På Højstruphave bliver der for eksempel dagligt lavet aktiviteter som gåture, fredagsbarer og bankospil.

 


Isabel: ”Det at gøre en god gerning hver dag, bliver vi vel alle lidt glade af”

Det er ikke helt tilfældigt, at Isabel Camilla Bartels Haagensen endte med at arbejde i hjemmeplejen. Det skyldes hendes farmor. Hos hende kom hjemmepleje, og det inspirerede Isabel.

”Jeg tænkte, det er lige mig - jeg skal ud og hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv. Den ældre generation er dem, der har opbygget vores samfund. De har gjort deres – nu fortjener de, at der er nogen, der gør noget godt for dem,” siger den 27-årige SOSU-hjælper, der til daglig arbejder i hjemmeplejen i Vallensbæk Nord.

Hver dag mærker Isabel, hvor stor en forskel hun gør for de ældre borgere – og hvor meget der er behov for hende og de andre i hjemmeplejen.

”De ældre takker mig altid og smiler, når jeg går derfra. Det betyder meget for mig. Det at gøre en god gerning hver dag – det bliver vi vel alle lidt glade af,” siger Isabel.

Omsorg og empati

For hende er det især den menneskelige kontakt, der giver hende arbejdsglæde. Hun kender godt til fordommene om SOSU-faget, men hendes job er så meget andet end lortebleer, som hun siger.

”Folk misforstår tit vores fag. Mit arbejde handler først og fremmest om at vise omsorg og empati. Om at tage sig fem minutter, selv om du måske ikke har fem minutter,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kan komme ind til en borger, der græder. Så er jeg nødt til at sætte mig ned og tale med dem og være forstående. Flere af dem har heller ikke familie eller får besøg, så bare det, at vi kommer, gør en forskel.”

Derfor er det også vigtigt for Isabel at have fokus på de små ting, der netop kan gøre, at en dårlig dag bliver til en god dag for de ældre.

”Det kan være at give dem et længere brusebad eller være lidt flittigere med rengøringen. Jeg er meget opmærksom på borgerens behov og at gøre lidt ekstra, så de smiler, når jeg går. Så smiler jeg også.”

 

De forskellige SOSU-uddannelser

  • Hvad er en SOSU-assistent?

    Som social- og sundhedsassistent er din primære opgave den grundlæggende sygepleje og at støtte borgeren i at tage vare på sit eget liv i forbindelse med behandling eller sygdom. Du har ansvar for både at koordinere og udføre opgaver inden for grundlæggende pleje og rehabilitering af borgeren.

  • Hvad er en SOSU-hjælper?

    Som SOSU-hjælper er din primære opgave at samarbejde med borgeren om at skabe et godt hverdagsliv. Du hjælper med for eksempel rengøring, tøjvask, personlig pleje og omsorg. Som SOSU-hjælper bliver du uddannet til professionel omsorg, pleje og praktisk hjælp.

    Kilde: Danske SOSU-skoler

Sidst opdateret 04.04.2019