You are here

Nye forpagtere til Idrætscentret

Date: 25. April 2019
Det bliver Claus Thyrrestrup og Kirsten Pogel, som skal drive café i Idrætscenteret i Vallensbæk, der kommer til at hedde ”Svanen”.

Beslutningen blev taget onsdag aften på kommunalbestyrelsesmødet i Vallensbæk. Parret driver i forvejen cafeen i Vallensbæk Golfklub og ser frem til, at de med to cafeer kan servicere borgerne og fritidsbrugerne i Vallensbæk endnu bedre.

”Vi glæder os til at skabe et godt samlingssted for brugerne på Idrætscenteret, og at andre også vil kigge forbi til et godt måltid mad” siger Claus Thyrrestrup. Kirsten er selv mangeårig bruger af Idrætscenteret og ved, at cafeen er en vigtig brik i Vallensbæks foreningsliv.

Forpagterne overtager cafeen pr. 1. august 2019 og åbner hurtigst muligt derefter, så det passer med foreningernes opstart efter sommerferien. Men allerede fra 1. juni starter Claus og Kirsten op i Idrætscenteret, da der er forskellige arrangementer, der skal løbe af stablen.

Et enigt samtaleudvalg har peget på de lokale ildsjæle, som nye forpagtere af caféen i Idrætscentret.

Ansættelsesudvalget bestod af brugere af Idrætscentret, medlemmer af Vallensbæk Kommunalbestyrelse og repræsentanter for Vallensbæk Kommune.

Fleksibel åbning

Forpagteren vil foruden at drive cafeen også afholde selskaber og tilbyde mødeforplejning, når der er kurser og arrangementer på Idrætscenteret.

Der startes ud med en kortere åbningstid fra kl. 16 til kl. 20 mandag til torsdag i cafeen.

Fredage og weekender tilrettelægges åbningstiderne efter behov og i dialog med foreningerne. Forpagterne lægger op til et tæt samarbejde med foreningerne, og åbningstiderne afprøves og justeres i de første seks måneder.

Der vil altid være åben adgang til cafeen. Forpagteren vil sørge for, at der er automater, hvor man kan købe snacks og drikkevarer uden for bemandet åbningstid og vil gøre det muligt, at brugerne i formiddagstimerne og til frokost kan forudbestille mad.

Sidst opdateret 20.06.2019