You are here

Musical-sang ved gadekæret

Date: 19. August 2016
  • Gadekærskoncerten

    Tomas Ambt Kofod sang blandt andet ”This is the Moment” fra musicalen Dr. Jekyll & Mr. Hyde

  • Gadekærskoncerten

    Flere af sangerne fra Vallensbæk Kirkes kor stod frem som solister

  • Gadekærskoncerten

    Vejret holdt – som det plejer at gøre til Gadekærskoncerten!

For 15. år i træk blev der holdt koncert ved gadekæret i Vallensbæk Landsby. Årets gæstesolist var musicalstjernen Tomas Ambt Kofod.

Små og store fra Vallensbæk og omegn hankede endnu en gang op i termokander og campingstole og begav sig til den hyggelige park ved gadekæret i Vallensbæk Landsby.

Gadekærskoncerten havde i år Tomas Ambt Kofod som gæstesolist. Han er kendt for sine hovedroller i en lang række musicals, blandt andet Dr. Jekyll & Mr. Hyde, Skønheden og udyret samt Phantom of the Opera.

Som sædvanlig blev solisten flot bakket op af Vallensbæk Kirkes kor og et velspillende otte mands orkester ledet af kirkens organist Lars Jørgensen.

Publikum fik selvfølgelig nogle eksempler på Tomas Ambt Kofods evner udi musical-genren, og derudover var der blandt andet et disco- og et Beatles-potpourri på programmet. Flere af korets sangere stod frem som solister, både alene og i duetter med gæstestjernen.

Lions Club og KFUM-spejderne sørgede som altid for at man kunne købe mad og drikke.

Gadekærskoncerten arrangeres af Vallensbæk Menighedsråd i samarbejde med Vallensbæk Kommune.

Sidst opdateret 19.08.2016