You are here

Madglæde på ”Musestuen”

Date: 12. September 2019
Torsdag er udnævnt til Maddag 2019, og i landets daginstitutioner spiser næsten 28.000 børn i dag det samme. Også i Vallensbæk.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Jytte Bendtsen benyttede anledningen til at besøge Musestuen i den integrerede institution Stien, hvor børnene kastede sig over lækre kartoffel-retter.

Hun siger:

”Det var dejligt at overvære, hvordan børnene i institutionen engagerede sig i kartoffelretterne. Sunde vaner skabes tidligt, og det at være fælles om måltidet giver større appetit hos børnene, og giver dem mod på at smage på nye, forskellige råvarer og træffe de rette valg. At have en madordning sikrer, at børnene får dækket deres energibehov på en ernæringsrigtig måde. Og fællesskabet omkring måltidet er bidragende til styrke fællesskabet blandt børnene.”

Undervejs fik børnene mulighed for at se, røre og dufte til råvarerne og har også arbejdet med kartoffeltryk som en måde at blive fortrolig med grøntsagen og få mod på at prøve nye ting og gøre spiseoplevelsen mere sanselig.

I Vallensbæk arbejder vi med begrebet ”Køkkentrappen” som en måde at give børn på nye mad-oplevelser, og Maddag 2019 er helt i tråd med den tækning, understreger udvalgsformanden.

Fredag vil børnerestaurantens kokke og tjenere fra institutionen Amalieparken i øvrigt servere for gæster under Børnekulturugen og Festlig Fredag, og her vil retterne også være inspireret af Maddag 2019

Børnerestauranten har åbent fra 15.30-17.30, og en menu koster 40 kroner. Du finder restauranten i teltet Den Lille Oase, der har adgang fra børnebiblioteket. Vær opmærksom på, at for at give børnene ro i teltet, skal du vente uden for teltet indtil børnenes voksne medhjælpere finder en siddeplads til dig. 

Fakta

Madmod og sunde måltider er på dagsordenen for kommunens småbørn i daginstitutionerne. Skoleeleverne går et trin op ad ’køkkentrappen’ og kan melde sig Fars køkkenskole i 2.- 4. klasse. Næste trin er Madgejst – undervisning i madkundskabstimerne i 6. klasse. I 7. klasse deltager eleverne i Mad i Generationer, og der arbejdes forsat med nye trin på trappen

Eventen Maddag 2019 arrangeres af Kost og Ernæringsforbundet i samarbejde med FOA. Maddag 2019 støttes desuden af FOLA, Rådet for sund mad, Landbrug & Fødevarer, BUPL, Fødevarestyrelsen og Komiteen For Sundhedsoplysning.

Sidst opdateret 12.09.2019