You are here

Letbanen arbejder i Ishøj og henover kommunegrænsen

Date: 16. December 2019
I uge 1 går Letbanen i gang med et forberedende arbejde, der hvor Letbanen i 2025 skal køre langs Ishøj Strandvej og henover kommunegrænsen til Vallensbæk. Det vil være støjende arbejde.

Letbanen skal anlægge en midlertidig jordvold langs den nordlige side af Ishøj Strandvej – fra Strandparkstien og frem til Store Vejleå.  

Den midlertidige jordvold skal ligge langs vejen i cirka 2 år for at komprimere undergrunden, så den bliver stabil at bygge på, når letbanebyggeriet går i gang. 

Jord- og spunsarbejde 

Det vil primært være jord- og spunsarbejde, der skal foregå. Det udføres i dagtimerne mellem 6 og 17, og vi forventer, det tager cirka 2 måneder.  

Jordarbejdet vil primært foregå på Ishøjsiden, og spunsarbejdet vil foregå på Vallensbæksiden. Formålet med spunsen er at stabilisere grøftens forløb, så Letbanen ikke skrider i grøften, når den er i drift.   

Bor du i Strandhaven eller på Åsvinget, vil du kunne høre og mærke arbejdet, men de berørte beboere har fået direkte besked af entreprenøren.  

Følg skiltene på cykelstien 

Det støjende arbejde finder sted i nærheden af cykelstien, som krydser Store Vejleå og strækningen ned til Strandparkstien.  

Selve arbejdet udføres ved siden af stierne, men stierne på hver side af Store Vejleå vil i perioden være spærret. Følg skiltningen i området. 

Hvis du derfor cykler på tværs af kommunegrænsen, så orienter dig på stien og følg skiltene i perioden.  

Sidst opdateret 16.12.2019