You are here

Frivillige i Vallensbæk samlet til fest

Date: 07. Maj 2018
Over 300 feststemte borgere var samlet i fredags, da Vallensbæk Kommune holdt fest for frivillige og foreninger.

På vegne af kommunalbestyrelsen takkede borgmester Henrik Rasmussen de mange frivillige og trænere. Det er blandt andet takket været deres engagement, at Vallensbæk Kommune har en bred pallette af tilbud, der spænder fra frivillige læsetanter i folkeskolen til sportsdykning.

Da Vallensbæk Kommune har indgået et samarbejde med Center for Holdspil, var det centeret, der var inviteret til at lave en velkomstleg, og det medførte en festlig start med masser af balloner.

Herefter bød aftenen på en middag, afbrudt undervejs af et ”sportsstudie” med sportsjournalist Jesper Simo, der stillede skarpe spørgsmål til to vinter-OL-deltagere med tilknytning til Vallensbæk, speedskater Elena Rigas fra VARK og alpinløber Casper Dyrbye, der bor i Vallensbæk.

Aftenens skæve indslag var stand up med komiker Sebastian Dorset, som havde tilrettelagt et passende show med fokus på finurligheder indenfor idræt og frivilligt arbejde.

Årets frivilligpriser
Højdepunktet til Frivillig- og Foreningsfesten var uddelingen af årets frivilligpriser og Hockerups Mindepris. Formanden for Børne- og Kulturudvalget Morten Schou Jørgensen uddelte årets frivilligpriser til de frivillige i samarbejde med borgmester Henrik Rasmussen.

Og vinderne er...

  • Prisen for Årets Ildsjæl gik til Mogens Jørgensen fra Cykling uden alder
  • Prisen for Årets Initiativ gik til Dennis Larsen fra Coding Pirates
  • Ungdomslederprisen gik til Jens Jacobsen fra Vallensbæk Sejlklub og Martin Johansen fra VI39 – Håndbold.
  • Vandrepokalen Hockerupprisen er en foreningsstafet, som blev videregivet af sidste års vindere, Vallensbæk Sejlklub, til Vallensbæk Kano- og Kajak Club for at hædre deres høje aktivitetsniveau til glæde for borgere i Vallensbæk.

Billeder

Se billeder fra festen (åbner i nyt vindue)

Sidst opdateret 07.05.2018