You are here

Flere skal med

Date: 15. September 2017
Vallensbæk Jobcenter vil åbne dørene til arbejdsmarkedet for borgere med langvarig sygdom. Det sker i projekt ’Flere skal med’, som er et tilbud til borgere i Vallensbæk og Ishøj.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har imødekommet Jobcenter Vallensbæks ansøgning om tilskud til projektet ”Flere skal med” i Vallensbæk og Ishøj kommuner.

Formålet med det nye initiativ er at hjælpe udsatte borgere, som indtil nu har været forhindret i at arbejde, og som har været i kontanthjælpssystemet i fem år eller længere, i job igen. STAR har udpeget 166 ledige borgere, hvoraf de 24 bor i Vallensbæk og de 142 i Ishøj. 

”I Vallensbæk kommer stadig flere i job, og vi har landets laveste andel af borgere på kontanthjælp, integrationsydelse og sygedagpenge. Det er glædeligt – for kommunekasserne, men mest af alt for de borgere, der er kommet i job. Den glæde vil vi gerne have at flere får del i, også dem, der hidtil har haft for store udfordringer,” siger borgmester Henrik Rasmussen, Vallensbæk Kommune.

Indsatsen i flere spor

Projekt ’Flere skal med’ har forskellige spor målrettet borgernes forskellige behov. Intentionen er, at så mange som muligt får mulighed for at arbejde.

Borgere, som vurderes at være meget langt fra arbejdsmarkedet, vil få en tværgående rehabiliterende indsats, der på længere sigt skal sikre, at de bliver en del af arbejdsfællesskabet.

Borgere, hvis jobpotentiale er klart, får en afklaring af deres kompetencer og en personlig jobformidler, så der kan lægges en virksomhedsrettet indsats. Målet er ordinære løntimer.

Projektet starter i september 2017 og løber frem til august 2019. Resultater og erfaringer fra projektet vil løbende blive indsamlet af en ekstern evaluator, og jobcenteret udarbejder ligeledes en afsluttende rapport til STAR.

Sidst opdateret 15.09.2017