You are here

Festlig Fredag: Masser af sjov for børn og barnlige sjæle

Date: 22. August 2019
Paw Patrol, kørestoleræs, robotter og retro-gaming. Der er masser af sjov for børn og unge ved årets Festlig Fredag.

Fredag den 13. september bliver lidt festligere end andre fredage. Her løber årets Festlig Fredag nemlig af stablen med et væld af aktiviteter for hele familien. 

Dagen byder især på en masse oplevelser for børn og barnlige sjæle. Der vil blandt andet være mulighed for at møde nogle populære vovser og YouTube-gameren ComKean. Har du mod på at kaste dig ud i rullestoleræs, sportsbingo og andre sjove konkurrencer, er der desuden god mulighed for at komme hjem med en præmie.

Bliv klogere på programmet her:

15.30-15.40: DTU Science Show

DTU Science Show laver forskellige naturvidenskabelig forsøg på ’Trappen’. Du kan godt regne med store eksplosioner, røg og ild.

15.30-19.30: Sportsbingo - Få pladen fuld

Vallensbæks sportsforeninger har et hav af sjove aktiviteter, du kan prøve og på den måde få pladen fuld – og bingo – og vinde en præmie. Kast dig ud i Vallensbæk mesterskaberne i tørsvømning, spil fodbold på en oppustelig fodboldbane, giv den gas til mælkekasseræs og meget andet.

16-16.25: Paw Patrol

Kom med til et ’Pawtastisk’ talentshow afviklet af Chase og Marshall fra Paw Patrol, der bl.a. bryder ud i Vov Vov Boogie med sang og dans. Der er også andre sjove sange, og efter showet står hundene klar i Meet’n’Greet til selfies og autografer.

Det populære Paw Patrol Live show ”Ready for action” kan opleves på Gammel Scene på pladsen foran rådhuset. Læs mere her.

15.30-19.30: Kørestoleræs, robotter og det midt imellem

Har du nogensinde drømt om at være sumobryder? Til Festlig Fredag har du chancen. Hos Juniorklubben bliver du iklædt en kæmpe sumodragt – og så er det ellers med at bryde løs.

Er der mere til noget med fart i, har Center for Pleje og Omsorg arrangeret et kørestoleræs. Rekorder vil blive skrevet op på en tavle – når du mon toppen?

Hos foreningen Speed Stacking er der fart på en helt andet måde. Her gælder det nemlig om at stable kopper hurtigt. Der vil være et showbord, to øveborde og et konkurrencebord.

Står en robot øverst på din ønskeseddel, så skal du svinge forbi Coding Pirates. Foreningen har 3D-printere og andet IT-grej med, og på deres stand kan du bygge robotter – og ovenikøbet vinde en.

Sidst men ikke mindst kan du nørde gamle spil med Retro Gaming. Spil f.eks. Tekken på Play Station 1 eller Tetris på Gameboy.

18.45-19.30: ComKean

Oplev ComKean live fortælle om sit liv og sin kanal og spille live computerspil med publikum.

ComKean måtte i 2017 sige farvel til sit job i politiet, da hans YouTube-kanal tog al hans tid. I dag har han over 100.000 følgere, der følger med, når han spiller sjove og interessante spil i sin egen stil. Hans kanal er familievenlig, både hvad angår sprog og indhold, men seerskaren spænder bredt fra børn, unge og voksne.

Showet foregår på Trappen i Kultur- & Borgerhuset. Bagefter vil der være en meet’n’greet udenfor til selfies og autografer. Læs mere her. 

Parkering

Festlig Fredag er et stort arrangement med mange glade gæster. Det betyder, at det kan være svært at finde en parkeringsplads. Derfor opfordrer vi til at hoppe på cyklen eller toget, som går lige til døren.

Sidst opdateret 23.08.2019