You are here

Beskæftigelsen stiger i Vallensbæk

Date: 30. August 2017
Flere Vallensbæk-borgere er kommet i beskæftigelse. På to år er antallet af lønmodtagere i Vallensbæk øget med 211 fuldtidspersoner - fra 6.197 til 6.408 fuldtidspersoner.

Vallensbæk fastholder således sin status med en høj erhvervsfrekvens i befolkningen. 

”Vi har meget få ledige borgere i Vallensbæk og meget få borgere på kontanthjælp, sygedagpenge og integrationsydelse. Det er glædeligt. Vi er godt hjulpet af gode konjunkturer – men det er især et resultat af vores målrettede indsats for at sikre gode uddannelsesforhold og håndholdt hjælp til jobsøgning”, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Ifølge de seneste ledighedstal, er ledigheden i Vallensbæk nede på 3,4 procent i juni – det laveste niveau i otte år.

Den lave ledighed er et klart signal om, at det går godt i Vallensbæk. Der rekrutteres på de arbejdsmarkeder, som Vallensbæks erhvervsaktive borgere orienterer sig mod.

De mange nye arbejdspladser i kommunen medvirker til, at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det samme gør jobvæksten i resten af hovedstadsområdet, som Vallensbæk er en integreret del af. Antallet af ny-opslåede job i Hovedstadsområdet er således øget 13 procent på to år. Mange borgere pendler ud af kommunen, når de tager på arbejde. Derfor er det også glædeligt, at der er jobvækst i hele hovedstadsområdet.  

Laveste andel på kontanthjælp og integrationsydelse

Samlet set minder den nuværende situation om perioden 2006-8, hvor der var højkonjunktur. De forbedrede konjunkturer har åbnet nye muligheder for alle jobcentrets målgrupper. Det ses fx i antallet af kontanthjælpsmodtagere, hvor Vallensbæk i juni 2017 var den kommune i landet, der havde den laveste andel kontanthjælps- og integrationsydelsesmodtagere. På integrationsområdet arbejder Jobcentret med uddannelse, virksomhedsrettede tiltag og samarbejder med frivillige.

I Vallensbæk Kommune er antallet af sygedagpengemodtagere faldet med ca. 30 procent gennem 2017, og Vallensbæk har den laveste andel af arbejdsstyrken på sygedagpenge i omegnskommunerne. Jobcenteret arbejder med en tidlig, systematisk og vedholdende indsats i samarbejde med de lokale virksomheder, for at medvirke til at de sygemeldte hurtigst muligt kan raskmeldes og vende tilbage i beskæftigelse.

Samtidig stiger antallet af job helt ned til få timer om ugen. Jobcentret oplever, at antallet i fleksjob og småjobs er steget over det seneste års tid.

 

Sidst opdateret 30.08.2017