You are here

Active Floor gør læring sjovt i Syvhøjvænge

Date: 20. December 2019
Et interaktivt gulv vækker stor glæde hos børnene i Syvhøjvænge, der har fået en ny måde at lære og bevæge sig på.

 ”Jeg kan godt lide spillet, for jeg har to point,” siger fireårige Gabriel og peger ned på gulvet, hvor der står ”2”.

For tre måneder siden fik daginstitutionen Syvhøjvænge installeret et såkaldt Active Floor – et interaktivt gulv med forskellige læringsspil, og som mest af alt ligner en kæmpe iPad. Spillepladen er en rektangulær vinylmåtte, og fra en computer i loftet bliver spillene projekteret ned på pladen.

Lige nu er Gabriel og en pige i færd med at spille vendespil. Børnene bruger fødderne til at navigere rundt på den digitale spilleplade.

Gabriel demonstrerer ved at træde ind på spillet og sætte foden på en af brikkerne. En græshoppe kommer til syne. Hurtigt glider Gabriel hen til en af de andre brikker, hvor græshoppe-makkeren rigtig nok gemmer sig. De børn og voksne, der har samlet sig omkring gulvet, jubler, og et smil breder sig i drengens ansigt.

Hos Syvhøjvænge, der i forvejen har en digital profil, er gulvet blevet en stor succes blandt børnene:

”De har været meget, meget interesseret i det og synes, det er vildt sjovt,” fortæller daginstitutionsleder Mette Jakobsen og tilføjer:

”Gulvet motiverer børnene til selv at tage initiativ til fysisk aktivitet og læring, og de er rigtig gode til selv at navigere rundt i de forskellige spil. Og så er det jo en fantastisk mulighed for at kombinere bevægelse, leg og læring med det digitale.”

Gulvet bliver brugt af hele daginstitutionen, og oftest i eftermiddagstimerne, hvor der blandt andet bliver sat dansevideoer på, og børnene giver den gas med ’Gangnam Style’. Ellers er vendespillet, et zombiespil og et fodboldspil blandt favoritterne hos de små. Til vuggestuebørnene er der en række sansespil – blandt andet et, hvor de skal skubbe til nogle blade.

”Active Floor har mange læringsperspektiver. Samtidig er der det digitale aspekt, hvor børnene lærer at bruge teknologi på en anden måde og ikke kun individuelt, som vi kender det fra en iPad,” siger Simone Würtz, der er konceptudvikler hos Active Floor og tilføjer:

”Det gør læring sjovt. Når du bevæger dig og griner, sidder det, du lærer, lettere fast.”

Hvad er Active Floor?

  • Active Floor er et interaktivt gulv, hvor man med fødderne navigerer rundt og spiller forskellige læringsspil.
  • Gulvet kan bruges i daginstitutioner, skoler, hospitaler, plejehjem osv. Lærere og pædagoger kan desuden skræddersy deres egne spil, så det passer til undervisningen og den pædagogiske praksis.
  • Active Floor er blandt andet med til at fremme hukommelsen, fysisk aktivitet, samarbejde, kreativitet og sociale færdigheder.
Sidst opdateret 20.12.2019