You are here

”Hver eneste oplevelse er inspiration til et maleri”

  • Mundo

    Mundo har portrætteret de fleste borgmestre på den københavnske vestegnen, og hans billeder pryder for eksempel kommunalbestyrelsessalen på Vallensbæk Rådhus.

Den spansk-danske maler Wistremundo Artero Báez fyldte for nylig 85, men er stadig særdeles aktiv og efterspurgt. Han mener selv, at hans hårde barndom har inspireret ham i hans kunst.

Wistremundo Arteros loft-atelier er så fyldt op af ting og sager, at der ikke er en eneste vandret flade ledig. Tegneredskaber, tuber med maling, lærreder, rammer, papirer, bøger, cd'er, glas, nips, spraydåser og værktøj fylder hver en kvadratcentimeter, og væggene er dækket af malerier – de fleste malet af kunstneren selv.

Anlægget sættes til at spille spansk guitarmusik, og Brøndby-tørklædet rundt om spejlet vidner om en kulturinteresse, der er lidt bredere end malerkunsten.

Et langt liv er her opsummeret i et rum, der er så fyldt, at det mest af alt minder om en side i en ”Find Holger”-bog. Men hovedpersonen hedder ikke Holger – han vil helst bare kaldes Mundo.

”Wistremundo er alt for langt”, siger han som forklaring på kælenavnet.

Den forbavsende adrætte 85-årige spanier smider jakken og går i gang med at lave cappuccino. Maskinen sprutter, mens den kæmper med gamle krukker med malerpensler om bordpladsen. Nyt og gammelt i et stort virvar.

”Jeg har købt chokolade-croissanter, fordi du skulle komme”, siger han og smiler. Indtrykkene og gæstfriheden er nærmest overvældende. Mundo er en mand med et overskud og en energi, der ville gøre 50 år yngre folk misundelige.

Barndom i Spanien
Men livet har ikke altid været en dans på roser for Mundo – især ikke den første del af livet.

Hans mor, Andrea, var fra Tenerife og blev allerede som 13-årig gift med Luis, der kom fra fastlandet.


Et af Mundos malerier, der hænger i kommunalbestyrelsessalen på Vallensbæk Rådhus.

”De unge piger skulle helst blive gift med en fra peninsula – for de havde studeret, mente man”. Selv efter mere end et halvt århundrede i Danmark føles det rarest at bruge det spanske ord for den iberiske halvø.

Luis og Andrea flyttede til peninsula. Først Almería ved Middelhavet, og efter et par år til Sevilla, hvor Mundo voksede op. Da den spanske borgerkrig brød ud, var Mundo knap otte år. Hans far, som var skolelærer, blev regnet for at være intellektuel og blev derfor smidt i arbejdslejr.

”Min mor havde ingen penge, og vi børn blev sendt i klosterskole”.

Far Luis blev løsladt efter et års tid og begyndte at tjene penge på at få åndelig kontakt til alt det, som er mellem himmel og jord.

”Han var spiritist og var meget interesseret i det åndelige. Der kom mange gæster til min far, som blev kaldt Don Luis el Savio – den kloge. Han bad om at låne en personlig ting, for eksempel et tørklæde, som han knugede i hånden og brugte til at komme i kontakt med gæstens afdøde familiemedlemmer”.

Med tog væk fra det hele
De få pesetas, Don Luis fik for en seance blev brugt på smøger og kaffe. Andrea fik ikke noget. Mundo fik tæsk, da faderen ønskede at drengen skulle kunne læse før skolealderen. Det var dog ikke noget, Mundo ville stå model til, og han reagerede ved at stikke af gentagne gange.

”Jeg kravlede op på taget af et tog og kørte af sted. Mange gange var jeg væk en måned”.

Sådan en tur kunne fx gå de omkring 500 km nordpå til Madrid eller til Huelva i retning mod Portugal. Undervejs tjente lille Mundo til dagen og vejen ved forefaldende arbejde, for eksempel i markerne.

Det kunne lyde som et spændende eventyr, men rejserne væk fra Sevilla var ikke sjov og ballade.

”Der var mange andre børn, der også kørte rundt oven på togene, og en gang så jeg et barn få revet hovedet af i en jernbanebro. En anden gang opdagede politiet mig på toget. De begyndte at skyde på mig, og jeg kastede mig i floden og svømmede med strømmen for at komme væk”.

Mundo vendte dog altid tilbage til Sevilla. Til præsterne i klosterskolen, til Don Luis’ tæsk og til Andrea, der ikke havde overskud til meget andet end at lægge krop til det ene barn efter det andet. Til sidst havde hun født otte børn.

Ellers husker Mundo ikke meget om sin mor.

”Her i Danmark elsker forældre at snakke med deres børn. Det har jeg aldrig oplevet – ikke engang, at min mor krammede mig og sagde ’dejlige barn’. Jeg fik ikke kærlighed. Det var nu ikke specielt for min familie – sådan var det generelt i Andalusien.”

Fra bogmærker til kunstakademiet
Det var i klosterskolen, at Mundos kunstneriske talent blev opdaget. Præsterne så, at han tegnede og malede, og de bad ham om at tegne bogmærker med Jomfru Maria eller billeder af Sankt Josef til at hænge op i kirken.

Direktøren for klostret hjalp Mundo med at få et stipendium til at gå på kunstakademiet i Sevilla, og således begyndte en tredelt hverdag: På kunstakademiet fra klokken 9 til 18, hjem og besøge mor og far et par timer og klokken 20 tilbage på klostret, hvor han fortsat boede.

Mod nord i flere etaper
Efter kunstakademiet kom Mundo til kavaleriet og fik kontakt til en aristokratisk familie i Barcelona, hvor han boede i otte år som huskunstner og malede portrætter af familien og deres venner og bekendte.


Tiden i det spanske kavaleri har inspireret Mundo til hans mange hestebilleder.

Senere flyttede han til Paris for at udvikle sig kunstnerisk, ligesom store spanske kunstnere som Picasso og Dali havde gjort før ham. Og det var her, han mødte nogle danskere, der opfordrede ham til at komme til det kolde land mod nord.

”Jeg havde aldrig hørt om Danmark, men jeg fik at vide, jeg kunne få arbejde som portrætmaler.”

Og så blev tasken pakket. Karrieren i Danmark blev godt hjulpet på vej af forfatterne og journalisterne Knud Meister, redaktør på Berlingske Tidende, og Virtus Schade, der skrev en bog om Mundo.

”De snakkede godt om mig i de rigtige kredse og var med til at bygge mit liv op her i Danmark”.

På den måde fik Mundo hurtigt en stor kontaktflade og malede både ambassadører, erhvervsfolk og politikere.

Håndarbejdslærerinden
Men den vigtigste person, Mundo mødte i Danmark var hverken borgmester, diplomat eller journalist. Det var håndarbejdslærerinden Cecilie, kaldet Cisse. De traf hinanden på restaurant Tokanten og blev hurtigt et par.

I begyndelsen supplerede han med arbejde som bygningsmaler og kulissemaler på Det Kongelige Teater og Det Ny Teater. Mundo og Cisse købte et rækkehus i Vallensbæk i 1966, hvor de stadig bor den dag i dag. Sammen fik de Isabel, der har fået to døtre. Og al den kærlighed, Mundo burde have fået som barn, har han givet videre til sin egen datter og børnebørn.

En barndom som Mundos kunne godt give ar på sjælen – måske endda knække et menneske – men alligevel virker han som en rigtig glad person i dag. Han har selv et bud på, hvordan det hænger sammen.

”Når en ting er hård i livet, tager jeg det roligt. Ja, jeg har oplevet mange forfærdelige ting i livet, men jeg tænker på det som en bog, jeg har læst. Alle de ting har givet mig kraft – mere end religionen har. Min hårde barndom har styrket mig, og jeg bliver ikke trist af at tænke på det. Jeg har haft alle de her oplevelser, og hver eneste oplevelse er inspiration til et maleri.”

Fakta om Wistremundo Artero Báez

  • Født i 1928 i Almeria, Spanien
  • Uddannet på kunstakademiet Santa Isabel, Sevilla
  • Bosat i Danmark siden 1960, i Vallensbæk siden 1966
  • Gift med Cecilie (”Cisse”), har en datter og to børnebørn
Sidst opdateret 30.05.2018