You are here

Kommunalbestyrelsen - 25-03-2020

Dato: Onsdag den 25. marts 2020 Tid: Kl. 17:30
Udvalg: Kommunalbestyrelsen
Sted: Bemærk! Lukket møde kl. 17:20
  • Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

    Beslutningstema

    Kommunalbestyrelsen skal godkende mødets dagsorden.

    Indstilling

    Borgmesteren indstiller til Kommunalbestyrelsen

    • at godkende dagsordenen

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Niels Tønnesen deltog i mødet som stedfortræder for Martin Nielson, der har orlov.

     

    Godkendt.

     

    Mødets setup var anderledes på grund af den aktuelle corona-situation.

     

    Til stede i kommunalbestyrelsessalen var følgende medlemmer:

     

    Henrik Rasmussen

    Morten Schou Jørgensen

    Jan Høgskilde

    Ricky van Overeem

     

    Til stede via Skype var følgende medlemmer:

     

    Anette Eriksen

    Jytte Bendtsen

    Marianne Friis-Mikkelsen

    Lene Holm Gamborg

    Søren Wiborg

    Erdal Colak

    Anette Sandgreen

    Berit Bredelund Nielsen

    Niels Tønnesen

    Kenneth Kristensen Berth

    Carina Kristensen Berth

     

    Skype-forbindelsen fungerede fint for medlemmerne under hele mødet.

     

    Mødet var åbent for offentligheden.

     

     

  • Punkt 2 Beretning fra borgmesteren og udvalgsformændene(Lukket)

  • Punkt 3 Forespørgsler fra medlemmerne(Lukket)

  • Punkt 4 ØU - Budgetopfølgning pr. 31. januar 2020 - Tillægsbevillinger

    Beslutningstema

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger budgetopfølgningen pr. 31. januar 2020 vedrørende drift, refusion og finansiering, med henblik på beslutning om tillægsbevillinger svarende til mindreudgifter på 0,035 mio. kr. på det skattefinansierede område.

     

    Der indgår opmærksomhedspunkter under Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Kulturudvalget i budgetopfølgningen

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,

     

    for Børne- og Kulturudvalgets område
     

    • at tillægsbevilling på -0,487 mio. kr. til deltema 1.2 Skoler og skolefritidsordninger bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på 0,115 mio. kr. til deltema 2.3 Vallensbæk Kultur- og Borgerhus bliver godkendt
       

    for Social- og Sundhedsudvalgets område
     

    • at tillægsbevilling på -0,418 mio. kr. til deltema 4.1 Sundhed, forebyggelse og sygehuse bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på -0,033 mio. kr. til deltema 4.2 Pleje samt aktivitets- og botilbud bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på -1,062 mio. kr. til deltema 5.1 Børn og Unge med særlige behov bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på -0,006 mio. kr. til deltema 5.2 Voksne med særlige behov bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på 0,120 mio. kr. til deltema 6.1 Pensioner og personlige tillæg bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på -0,029 mio. kr. til deltema 6.2 Boligsikring og boligydelse bliver godkendt

     

    for Teknik- og Miljøudvalgets område
     

    • at tillægsbevilling på -0,068 mio. kr. til deltema 8.1 Veje og grønne områder bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på 0,024 mio. kr. til deltema 8.4 Miljøforanstaltninger bliver godkendt
       

    for Økonomiudvalgets område

    • at tillægsbevilling på -0,432 mio. kr. til deltema 12.2 Administrativ organisation bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på -2,236 mio. kr. til deltema 13.1 Ansættelse på særlige vilkår og produktionsskoleelever bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på 2,755 mio. kr. til deltema 13.2 Forsørgelsesydelser og løntilskud bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på -0,687 mio. kr. til deltema 13.3 Driftsudgifter, mentorstøtte, integrations- og introduktionsforløb samt dansk undervisning bliver godkendt
       
    • at tillægsbevilling på 2,409 mio. kr. til konto 7 Renter, tilskud, udligning og skatter m.v. bliver godkendt

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Center for Økonomi og Indkøb fremlægger budgetopfølgningen pr. 31. januar 2020 vedrørende drift, refusion og finansiering. Budgetopfølgningen omplacerer bevillinger mellem udvalg, og viser, inklusiv tillægsbevillinger, samlede mindreudgifter på 0,035 mio. kr. på det skattefinansierede område.

     

    Hovedforklaringer på mer- og mindreudgifter

     

    Udmøntning af Lov- og cirkulæreprogram

    På grund af den forsinkede og komprimerede budgetproces for 2020 bliver lov- og cirkulæreprogrammet implementeret ved denne budgetopfølgning. Lov- og cirkulæreprogrammet betyder, at kommunens budgetter bliver reguleret for lovændringer og er normalt en del af budgetlægningen. Lov- og cirkulæreprogrammet blev for budget 2020 og overslagsår budgetlagt som en pulje pr. udvalg. Samlet er der afsat en pulje på 2,626 mio. kr. for alle udvalg i 2020. Der bliver ved denne budgetopfølgning fordelt 1,701 mio. kr. til alle udvalg. Samlet restbudget udgør 0,925 mio. kr. Der søges om, at restbudgettet finansierer en mindreindtægt i forbindelse med færre indtægter for grundskyld og renter i forbindelse med vurderingsændringer på ejendommen Firkløverparken 1-84.

     

    Børne- og Kulturudvalget

    På Børne- og Kulturområdet er der to udgiftsneutrale projekter:

    Der forventes merindtægter på 1,8 mio. kr. og tilhørende merudgifter på 1,8 mio. kr. vedrørende statsligt tilskud til indfasning af minimumsnormeringer. De 1,8 mio. kr. er Vallensbæks andel af tilskuddet på 500 mio. kr. i 2020.
     

    Der forventes mindreindtægter på 0,017 mio. kr. og tilhørende mindreudgifter på 0,017 mio. kr. vedrørende frokostordning for daginstitutionen Mejsebo primo januar 2020.

     

    Social- og Sundhedsudvalget

    Der forventes merudgifter til betaling for §83-udgifter til egne borgere i Løkkekrogen på 0,167 mio. kr. som følge af flere visiterede timer til borgere.

    Der forventes merindtægter for refusion for særlig dyre enkeltsager på 1,446 mio. kr.

     

    Herudover er der følgende to udgiftsneutrale projekter på udvalgets område:

    Der forventes merindtægter på 1,308 mio. kr. samt tilhørende merudgifter på 1,308 mio. kr. vedrørende puljeprojekt ”Nedbringelse af sygefravær i ældreplejen”.

     

    Der forventes merindtægter på 0,158 mio. kr. samt tilhørende merudgifter på 0,158 mio. kr. for Løkkekrogen, som skyldes flere visiterede timer til borgere. Dertil forventes der merindtægt på 0,009 mio. kr. i overhead, som hører under Økonomiudvalget.

     


    Økonomiudvalget

    Under Økonomiudvalget forventes der samlet set merudgifter. Der forventes merudgifter på 0,102 mio. kr. til Udbetaling Danmark. Administrationsbidraget er justeret i forhold til det budget, der oprindeligt var afsat i 2020. Herudover forventes der merudgifter til ”Enhed for uddannelses- og erhvervsvejledning i kommunerne (EUK)”. Enheden skal hjælpe med at sikre sammenhæng til andre fagområder i den kommunale ungeindsats og i forhold til KL’s øvrige aktiviteter på området.

     

    Der forventes merindtægter på 0,092 mio. kr. til støttesagsgebyr i forbindelse med tilbygning af ældreboliger på Pilehavehus.

    Der forventes en merindtægt på 0,075 mio. kr. vedrørende de tidligere amtsinstitutionsbygninger. Merindtægten skyldes stigning i andel af overhead i forbindelse med takstberegning på Kløverengen og Kirkebækskolen. Der forventes ligeledes merindtægter vedrørende forrentning af genoptræningslokaler på Pilehavehus på 0,025 mio. kr.

     

    Center for Beskæftigelse har foretaget justeringer i budgetterne til overførselsindkomster og forventer en stigning i antal helårspersoner. Center for Beskæftigelse har nedjusteret budgettet til FGU med ca. 1,8 mio. kr. Budgettet for a-dagpenge, sygedagpenge og fleksløntilskud er opjusteret. Samlet set er justeringerne under beskæftigelsesområdet udgiftsneutrale. Under beskæftigelsesområdet forventes merindtægter på 0,168 mio. kr. vedrørende regulering af beskæftigelsesprojekter.

     

    På det finansielle område (konto 7 og 8) forventes samlet mindreindtægter fra grundskyld og dækningsafgift i forbindelse med vurderingsændringer på ejendommen Firkløverparken 1-84.

     

    Opmærksomhedspunkter ved budgetopfølgningen 31. januar 2020
     

    Der er følgende opmærksomhedspunkter:
     

    • Ishøj Kommune har ved denne budgetopfølgning meddelt et udgiftspres på området ”Børn og unge med særlig behov”. Der søges ikke om tillægsbevilling i denne budgetopfølgning. Hvis Ishøj Kommune fastholder forventningen til forbruget ved kommende budgetopfølgning, vil det udfordre overholdelse af servicerammen i 2020.
    • Der er særligt fokus på Ridecentret og Rideskolen. Der forelægges en særskilt sag om Ridecentret og Rideskolen på april-møderækken
    • Hjemmeplejen har været udfordret på økonomien i 2019. Forvaltningen har planlagt en målrettet indsats i 2020 i forhold til økonomisk styring af området med henblik på, at budgettet for 2020 for plejeområdet bliver overholdt
    • Der forventes på nuværende tidspunkt merudgifter til mellemkommunal afregning for borgere i plejeboliger i andre kommuner, da antallet af borgere fra andre kommuner i plejeboliger i Vallensbæk Kommune er faldet. Området følges tæt.
    • Der forventes udgifter til seniorpension. Da der er tale om en ny ordning, kan der ikke på nuværende tidspunkt angives et beløb til forventede merudgifter til seniorpension. Dog må det kunne forventes, at der kan blive tale om delvis finansiering af områder under beskæftigelsesområdet. Området følges nøje

     

    Der henvises i øvrigt til uddybende bemærkninger i bilaget.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Budgetopfølgningen pr. 31. januar 2020 vedrørende drift, refusion og finansiering viser en samlet mindreudgift på 0,035 mio. kr.

     

    Budgetopfølgningen pr. 31. januar 2020 nedskriver isoleret set kommunens serviceudgifter med 2,818 mio. kr. Det korrigerede budget inden for servicevækstrammen for Vallensbæk Kommune ligger med budgetopfølgningen pr. 31. januar 2020 19,025 mio. kr. over serviceudgifterne i forhold til det oprindelige budget for 2020.

     

    Det skyldes primært overførsel af mindreforbrug fra budget 2019, fordi den vedtagne økonomiske styringspolitik giver institutioner adgang til at overføre over- og underskud fra det ene år til det andet.

     

    Ændringerne i forhold til det oprindelige budget er en konsekvens af følgende: 

    Bevillingsoverførsler fra 2019 til 2020 (KB 26.02.2020)

           21,843 mio. kr.

    Budgetopfølgning pr. 31. januar 2020

           -2,818 mio. kr.

     

     

    Total

         19,025 mio. kr.

    + = udgifter/mindreindtægter, - = indtægter/mindreudgifter

     

    Det korrigerede budget for serviceudgifterne ultimo januar 2020 udgør: 

    Oprindeligt budget 2020 - Servicevækstrammen

       785,066 mio. kr.

     

    Samlede bevægelser på servicevækstrammen pr. 31. januar 2020

     

           19,025 mio. kr.

    Korrigeret budget 2020 – Serviceudgifter

         804,091 mio. kr.

    + = udgifter/mindreindtægter, - = indtægter/mindreudgifter

     

    Fra 2020 til 2021 vil der også være mulighed for at overføre uforbrugte midler. Hvis der bliver overført uforbrugte midler til serviceudgifter fra 2020 til 2021 svarende til niveauet de sidste tre år, vil Vallensbæk Kommunes holde sig inden for servicerammen.

      

    Regeringen har vedtaget videreførelse af regnskabssanktionen fra tidligere år. Det betyder, at hvis kommunerne under ét overskrider servicevækstrammen, vil en overskridelse af kommunens egen servicevækstramme medføre en tilsvarende sanktion af dels kollektiv og dels individuel karakter.

     

    Niveauet for overførsler har været forskelligt over de seneste fem år, jf. tabellen nedenfor. 

    Overførte serviceudgifter

    Mio. kr.

    Fra 2017 til 2018

    20,244

    Fra 2018 til 2019

    23,750

    Fra 2019 til 2020

    21,843

     

    Den aktuelle forbrugsprocent for servicevækstrammen pr. 31. januar 2020 udgør 7,1 % i forhold til det oprindelige budget. Dette skal ses i forhold til, at 8,3 % af året er gået pr. 31. januar 2020. Forbrugsprocenten pr. 31. januar var 7,7 % i 2019 i forhold til oprindeligt budget og i 2018 var den 7,6 %. 

     

    Direktionen følger løbende serviceudgifterne.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

  • Punkt 5 ØU - Befolkningsprognose 2020 for Vallensbæk Kommune

    Beslutningstema

    Befolkningsprognosen for 2020-2031 bliver fremlagt til godkendelse.

     

    Befolkningsprognosen vil herefter blive indarbejdet som forudsætning i Budget 2021.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,
     

    • at Befolkningsprognose 2020 for Vallensbæk Kommune bliver godkendt

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales med beslutning om, at Vallensbæk Gårdhaver flyttes til Vallensbæk Skoles distrikt.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt med Økonomiudvalgets anbefaling.

    Sagsfremstilling

    Der bliver hvert år udarbejdet en prognose for befolkningsudviklingen i Vallensbæk Kommune. Den aktuelle prognose dækker perioden frem til 2031. Prognosen har den højeste træfsikkerhed i de nærmest liggende år, og vil for den mere langsigtede udvikling kunne vise de sandsynlige tendenser. Befolkningsprognosen vil desuden indgå i budgetlægningen for 2021-2024.

     

    Prognosen er baseret på en række forudsætninger, herunder forventninger til nybyggeri i kommunen. Befolkningsprognose for 2019 overvurderede befolkningstallet for 1. januar 2020, hvilket primært skyldes, at flere nye boliger har stået ledige længere end forventet, og at husstandsstørrelsen er mindre end forventet. 

     

    I prognosen fra foråret 2019 var det forventningen, at 34 nye boliger ville blive færdige i 2019, og således være beboede pr. 1. januar 2020. Det drejer sig om 21 boliger på Vallensbæk Stationstorv og 13 boliger på Gisselfeldvej. Den 1. januar 2020 var 13 boliger på Vallensbæk Stationstorv fortsat ledige. Den nye befolkningsprognose er tilpasset med de ændrede forudsætninger. 

     

     

    De væsentligste konklusioner i befolkningsprognosen for 2020 er:
     

    • Antal indbyggere i Vallensbæk Kommune forventes at stige fra 16.633 personer i 2020 til 19.300 personer i 2031, svarende til 16 pct. På landsplan forventes befolkningen i samme periode at stige med 5 pct.
    • Det er primært den yngre del af befolkningen, som vokser i kommunen. I perioden fra 2020 til 2031 øges gruppen af børn og unge med 29 pct. mod 4 pct. på landsplan.
    • Andelen af personer i den arbejdsdygtige alder er mindre i Vallensbæk end i landet som helhed. Denne falder fra 59 pct. i 2020 til 58 pct. i 2031. På landsplan falder andelen af personer i den arbejdsdygtige alder fra 63 pct. til 60 pct. Det procentvise fald er dermed større i landet som helhed. Faldet i Vallensbæk skyldes primært en stigning i den yngre andel af befolkningen, mens det omvendt på landsplan skyldes en stigning i den ældre del af befolkningen.
    • Indbyggere over 67 år forventes i 2031 at udgøre 15 pct. af den samlede befolkning i Vallensbæk Kommune, mens de på landsplan udgør 20 pct.
    • Pilehaveskolens distrikt har både i 2020 og i 2031 den største andel af ældre borgere. Denne andel falder dog fra 20 pct. i 2020 til 18 pct. i 2031.
    • Vallensbæk Skoles distrikt er kommunens mindste, når der måles på antallet af indbyggere. I 2020 bor knap 2.500 personer i distriktet. Befolkningsprognosen peger på, at dette distrikt vil blive øget med godt 1.700 nye borgere fra 2020 til 2031, svarende til en stigning på 69 pct. Især antallet af børn og unge trækker tallet op.
    • Egholmskolens distrikt har det højeste antal personer i den arbejdsdygtige alder, når de tre skoledistrikter sammenlignes. Andelen inden for distriktet falder fra 61 pct. i 2020 til 58 pct. i 2031, men vil stadig være kommunens største i faktiske tal.

     

    I perioden fra 2020 til 2026 forventes 1.254 boliger at blive færdiggjort. Ud af disse har 1.067 en godkendt lokalplan på nuværende tidspunkt.

     

    Nybyggeri med lokalplan:

    • 470 boliger i Vallensbæk Byhave fordelt mellem 2022, 2023, 2024 og 2025
    • 48 plejeboliger i tilknytning til Vallensbæk Byhave i årene 2021 og 2022
    • 276 boliger i Vallensbæk Gårdhaver fordelt mellem 2021, 2022 og 2023
    • 95 boliger i Emiliehaven fordelt mellem 2022 og 2023
    • 90 boliger i Carolines Have fordelt i 2021 og 2022
    • 4 boliger på Vallensbæk Strandvej i 2020
    • 68 boliger i et seniorbofællesskab (Vallensbæk Stationstorv) for borgere over 65 år fordelt i årene 2021 og 2022
    • 16 almene ældreboliger i tilknytning til Pilehavehus i 2020

     

    Nybyggeri uden lokalplan:

    • 24 almene plejeboliger i tilknytning til Højstruphave i 2025
    • 48 boliger på Vejlesvinget i 2026
    • 95 boliger på Bækkeskovvej 25 (Trælasten) i 2023
    • 20 seniorboliger ved Vandgrunden (Løkkekrogen 45) i 2022

     

    Boligerne ovenfor er indarbejdet i prognosen da de vurderes realistiske og enten har en godkendt lokalplan, det er kommunens egen grund, eller hvis der er en igangværende dialog med grundejer.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Befolkningsprognosen danner grundlag for en kapacitetsprognose på dagtilbuds- og skoleområdet samt en kapacitetsprognose på ældreområdet.

     

    Befolkningsprognosen bruges også som forudsætning i kommunens indtægtsprognose.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

  • Punkt 6 ØU - Udbud af revisionsydelser

    Beslutningstema

    Vallensbæk Kommunes nuværende aftale om revision udløber 31. december 2020. Der skal derfor indgås ny aftale om revisionsydelser.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,
     

    • at der bliver indgået kontrakt med BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab for perioden 1. januar 2021 – 31. december 2024 på baggrund af tilbud modtaget den 20. februar 2020

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Vallensbæk Kommunes nuværende aftale om revision udløber 31. december 2020 – den nuværende leverandør færdiggør dog revisionen af regnskaberne for regnskabsåret 2020 i regnskabsår 2021. Der skal derfor indgås en ny aftale om revisionsydelser.

     

    Aftalen omfatter revision af den lovpligtige revision af regnskaberne, hvilket vil sige finansiel revision, juridisk-kritisk revision og løbende forvaltningsrevision i det omgang, det er krævet i lovgivningen.

     

    Området har en årlig omsætning på ca. 260.000 kr., og omsætningen – set over en 4-årig periode – ligger derfor under udbudslovens tærskelværdier. Ved indgåelse af ny aftale skal udbudslovens fleksible regler ved indkøb af varer og tjenesteydelser under udbudslovens tærskelværdier derfor anvendes. Hvis der er klar grænseoverskridende interesse (dvs. hvis udenlandske revisionsfirmaer kunne varetage revisionsopgaven), skal kontrakten indgås efter en procedure, som er i overensstemmelse med de generelle principper om ligebehandling og gennemsigtighed. Hvis der ikke er grænseoverskridende interesse, er kontraktindgåelsen alene omfattet af de forvaltningsretlige principper.

     

    Forvaltningen vurderer, at der ikke er klare grænseoverskridende interesser ved indgåelse af aftale om revisionsydelser, da revisionsprocessen er stærkt funderet i særlige nationale regler, som udenlandske virksomheder ikke har kendskab til. Herefter skal Vallensbæk Kommune sikre sig, at indkøbet foregår på markedsmæssige vilkår. Det kan ske ved at gennemføre en markedsafdækning og på grundlag af denne indhente ét tilbud.

     

    Forvaltningen har ved markedsafdækningen valgt at se på det udbud, SKI har gennemført på de samme revisionsydelser, som kommunen har behov for. SKI’s udbud resulterede i en rammeaftale (SKI rammeaftale 17.01 Revisionsydelser) som har følgende leverandører på aftalen:
     

    1. BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab
    2. Beierholm P/S
    3. Ernst & Young P/S godkendt revisionspartnerselskab
    4. Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab
    5. KPMG P/S
       

    Rammeaftalen er indgået som en model, hvor leverandør nr. 1 – BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab – har afgivet den laveste pris. Forvaltningen vurderer, at SKI’s rammeaftale afspejler de største spillere på markedet inden for revisionsydelser.

     

    Da BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab har afgivet den laveste pris på SKI’s rammeaftale, er tilbuddet indhentet fra denne leverandør.

     

    Tilbuddet af den 20. februar 2020 er vedhæftet denne sag.

     

    Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at tilbuddet bliver accepteret, og at der bliver indgået kontrakt med BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Kommunalbestyrelsens beslutning om tildeling af revisionsaftalen bliver sendt til Statsforvaltningen med henblik på godkendelse, jf. styrelseslovens §42, stk. 1.

    Retsgrundlag

    Udbudsloven.

  • Punkt 7 ØU - Revisionsberetning nr. 30

    Beslutningstema

    Delberetning nr. 30, der sammenfatter den løbende revision for regnskabsåret 2019, bliver fremlagt til godkendelse.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Økonomi og Indkøb indstiller,

     

    • at delberetning nr. 30 inkl. revisionens bemærkning bliver godkendt

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Kommunens revisor, BDO, har som led i den løbende revision for regnskabsåret 2019 aflagt en række besøg i kommunen med henblik på at vurdere, om interne forretningsgange og kontrolsystemer fungerer hensigtsmæssigt og betryggende, og om økonomiske dispositioner afholdes i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens bevillinger, øvrige beslutninger og gældende lov. BDO har foretaget kontrol med kommunens økonomiregulativ og efterlevelsen af dette, af IT-sikkerhed og af løn- og personaleområdet og foretaget en personsagsgennemgang på områder med statsrefusion.

     

    Tilbagemeldingen på den udførte revision er modtaget d. 10. marts 2020 i form af delberetning nr. 30. Efter styrelsesloven skal revisionens beretninger udsendes til Kommunalbestyrelsen senest syv dage efter modtagelse.

     

    Delberetning nr. 30 indeholder en redegørelse for den udførte revision med delkonklusioner på de undersøgte områder. BDO konkluderer generelt, at forretningsgange og kontrolprocedurer på de undersøgte områder er velfungerende og i overensstemmelse med de relevante regler.

     

    Efterlevelsen af forretningsgange og kontrolprocedurer gør sig også gældende i behandlingen af personsager. BDO konkluderer imidlertid, at kvalitetskontrollen ikke i tilstrækkelig grad opfanger fejl. Indholdet i kontrollen er således ikke i alle tilfælde relevant i forhold til de fejl, revisionen har konstateret.

     

    For de fleste sagsområder er de konstaterede fejl uvæsentlige. På sygedagpengeområdet giver fejl vedrørende frist for opfølgning og grundlag for forlængelse ud over varighedsbegrænsningen dog anledning til, at revisionen bemærker, at der er behov for en forbedring af sagsadministrationen. Center for Beskæftigelse vil fremadrettet indgå i et forløb med BDO omkring en bedre kvalitetskontrol.

     

    De konstaterede fejl har ingen økonomiske konsekvenser for de berørte borgere eller adgangen til statsrefusion, men udgør alene en potentiel risiko for tilrettelæggelsen og opfølgningen i de enkelte borgeres sagsforløb.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Delberetning nr. 30 og Kommunalbestyrelsens beslutning skal sendes til tilsynsmyndigheden (Ankestyrelsen) senest 3 måneder efter modtagelsen af beretningen.

     

    Delberetningen indgår desuden i det samlede regnskabsmateriale, der indsendes til tilsynsmyndigheden og de relevante sektorministerier efter Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse af årsregnskabet.

    Retsgrundlag

    Lov om kommunernes styrelse og bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.

  • Punkt 8 ØU - Ophævelse af Taxinævnet i Region Hovedstaden

    Beslutningstema

    Den fælleskommunale myndighed Taxinævnet i Region Hovedstaden skal nedlægges som følge af vedtagelsen af en ny taxilov, hvor kommunernes administrative opgaver blev flyttet til staten. Derfor skal Kommunalbestyrelsen beslutte at udtræde af nævnet med henblik på ophævelse af nævnet.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Direktionscentret indstiller,

     

    • at Kommunalbestyrelsen beslutter at udtræde af Taxinævnet i Region Hovedstaden med henblik på nævnets ophævelse

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Taxinævnet i Region Hovedstaden har fungeret som en fælleskommunal myndighed for kommunerne i Region Hovedstaden (ekskl. Bornholms Regionskommune).

     

    Taxinævnet i Region Hovedstaden blev etableret som et kommunalt fællesskab efter reglerne i styrelsesloven (et såkaldt § 60-selskab). Ved sin indtræden i nævnet overførte medlemskommunerne kompetencen til at behandle de administrative opgaver, de var tillagt efter taxiloven, til nævnet.

     

    Opgaverne, som nævnet varetog, blev med Folketingets vedtagelse af en ny taxilov i december 2017 flyttet til staten. Derfor skal nævnet nedlægges.

     

    På nævnsmødet den 7. december 2017 delegerede nævnet kompetencen til at foretage nedlæggelsen af nævnet til forretningsudvalget. Frederiksberg Kommune påtog sig som bopælskommune opgaven med at få afviklet nævnet.

     

    Nedlæggelsen af nævnet skal ske efter reglerne om ophævelse af kommunale fællesskaber i styrelseslovens § 60.

     

    For at ophæve nævnet skal alle medlemskommuner være enige om det, og beslutningen om udtrædelse skal behandles af de respektive kommunalbestyrelser.

     

    Når samtlige medlemskommuner har behandlet og accepteret udtrædelsen af nævnet, skal ophævelsen af nævnet godkendes af Tilsynet (Ankestyrelsen). Når godkendelsen fra Tilsynet foreligger, vil nævnet være endeligt nedlagt.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Taxinævnet i Region Hovedstaden er under endelig afvikling, og i den forbindelse fremgår det af regnskabet fra 2018, at der var et akkumuleret overskud på ca. 3 mio. kr. I foråret 2019 blev størstedelen af overskuddet afregnet til medlemskommunerne (ca.  2,5 mio. kr.) svarende til 22.000 kr. for Vallensbæk Kommune. Det resterende overskud på 324.000 kr. jf. regnskab 2019, vil blive udbetalt til de 28 medlemskommuner, efter at alle medlemskommuner har behandlet og accepteret udtrædelsen af nævnet, og Tilsynet har godkendt nedlæggelsen af nævnet. Nævnets drift bliver finansieret af medlemskommunerne i henhold til indbyggertal, og udbetales derfor også til kommunerne efter indbyggertal.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Frederiksberg Kommune, som står for afviklingen af nævnet, for besked om beslutningen.

    Retsgrundlag

    Taxiloven

    Styrelseslovens § 60

  • Punkt 9 ØU - Høring om den regionale udviklingsstrategi

    Beslutningstema

    Regionsrådet i Region Hovedstaden har udarbejdet et udkast til en regional udviklingsstrategi for 2020-2023 ”En region for den næste generation”, som er sendt i offentlig høring frem til den 30. marts 2020.
     

    Ud fra input fra fagudvalgene er der nu lavet et forslag til høringssvar fra Vallensbæk Kommune, som blive forelagt Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen til godkendelse.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Direktionscentret indstiller,

     

    • at den regionale udviklingsstrategi bliver drøftet og at udkast til høringssvar bliver godkendt

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Regionsrådet har udarbejdet et udkast til en regional udviklingsstrategi for 2020-2023. Strategien ’En region for den næste generation’ er regionsrådets bud på, hvordan Region Hovedstaden i samarbejde med andre kan bidrage til et bæredygtigt samfund og sætte rammerne for, at borgerne på tværs af regionen kan leve et godt og sundt liv.

     

    Strategien indeholder fire strategiske rammer:
     

    • Klima og miljø i balance
    • Uddannelse og kompetencer til fremtiden
    • Effektiv & Bæredygtig mobilitet
    • Nye muligheder for et sundt liv

     

    Desuden er FN’s verdensmål sat som ramme for strategien, som også har fokus på partnerskaber, innovation og internationalisering.

     

    Teknik- og Miljøudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Børne- og Kulturudvalget har hver især drøftet den regionale udviklingsstrategi og er kommet med input til høringssvar. Inputtene er nu samlet i et høringssvar, der bliver forelagt til Økonomiudvalgets og Kommunalbestyrelsens godkendelse.

     

    Udkast til høringssvar i hovedtræk:

     

    Den regionale vækst- og udviklingsstrategi rummer i den nuværende form mange gode visioner for regionens udvikling. Vallensbæk Kommune er tilfreds med, at støj og infrastruktur også denne gang er nævnt i strategien. Vallensbæk har også tidligere peget på, at Liveability-temaet er vigtigt for Vallensbæk Kommune, og dette er der fortsat fokus på.


    Strategien er i forhold til tidligere mere visionspræget og mindre konkret. Det er vigtigt, at dette ikke fører til opgaveglidning og uklarhed om snitflader. Desuden er det et kardinalpunkt, at kommunerne bliver kompenseret økonomisk, hvis de bliver pålagt flere opgaver, også selvom det opstår i gode, konstruktive samarbejder med regionen.

     

    Bemærkninger til Klima & Miljø i balance

    Vand kender ikke til kommunegrænser, og derfor kræver det samarbejde og et helhedsperspektiv fra alle involverede parter.

    Vand er en ressource. Ved at opbevare og forsinke vand i vandløb, søer og bassiner m.m. kan det også genanvendes til vanding og skabe rekreative værdier, som vi f.eks. kender det i Vallensbæk fra vandskisøen og skovmosen.
     

    I Vallensbæk Kommunes klimatilpasningsplan bliver der peget på, at man som kommune med fordel kan arbejde med demonstrationsprojekter i forhold til klima, som kan danne forbillede og inspirere til nye løsninger hos andre aktører, fx boligselskaber og private, i parker og skove. Løsningerne skal være synlige og skabe opmærksomhed. Dette kan med fordel også tænkes ind i den regionale udviklingsstrategi.

     

    Vallensbæk Kommune så gerne, at strategien var mere konkret i forhold til initiativer inden for Klima & Miljø i balance, da det gør det nemmere at pege på konkrete samarbejder. Det kunne for eksempel være i forhold til at arbejde for udvidelse af fjernvarmenettet, så flere borgere kan modtage fjernvarme, der med tiden bliver mere grøn.
     

    Bemærkninger til Uddannelser & kompetencer til fremtiden 
    Vallensbæk Kommune er enig i, at fundamentet for et godt liv er et dynamisk arbejdsliv og at alle unge skal have en uddannelse. Det er positivt, at den regionale udviklingsstrategi blandt andet fokuserer på et bredt uddannelsestilbud og gode transportmuligheder til uddannelsesinstitutionerne, da ungdomsuddannelserne ligger uden for Vallensbæk Kommune.

     

    Bemærkninger til Effektiv & bæredygtig mobilitet

    Det er Vallensbæk Kommunes ønske, at regionen skal tage ansvar for at skabe et bedre samspil mellem Movia, DSB, Metro og Letbane, så vi får en bedre offentlig transport, hvor der er koordinering på tværs, og hvor der bliver støttet op om et sammenhængende kollektivt trafiksystem, hvor der er fokus på driftssikkerhed og ”den hele rejse”.

     

    Driftssikkerheden på f.eks. S-togsnettet er vigtig for at skabe effektiv transport for borgerne, og dermed gøre den kollektiv trafik til et mere attraktivt tilbud.

     

    Vallensbæk Kommune anbefaler i den forbindelse, at regionen støtter op om at linje E skal stoppe på Vallensbæk Station for at sikre mobilitet og smidig offentlig transport i regionen.


    Det er regionens ansvar at tage hånd om støj fra trafik og arbejde for, at borgere og virksomheder i regionen oplever færrest muligt gener fra støj – fordi påvirkning fra støjkilder påvirker folkesundheden og livskvaliteten hos borgerne. Dette hænger sammen med området ”Nye muligheder for et sundt liv”. 

     

    Bemærkninger i forhold til ”Nye muligheder for et sundt liv”
    Generelt stemmer store dele af indholdet i temaet ”Nye muligheder for et sund liv” overens med Vallensbæk Kommunes udviklingsstrategi 2018-2021.


    Behandlingen af patienter tættere på, hvor patienterne bor – også i eget hjem – vil være en fordel. Det er en forudsætning, at der følger økonomi med, hvis kommunerne skal løfte opgaverne.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Som det er beskrevet i høringssvaret, er der på flere områder god sammenhæng mellem den regionale udviklingsstrategi og Vallensbæk Kommunes udviklingsstrategi.

    Kommunikation

    Når høringssvaret er godkendt, bliver det sendt til Regionsrådet.

    Retsgrundlag

    Ingen bemærkninger.

  • Punkt 10 TMU - Godkendelse af projekt ved Tanghusene i Strandparken

    Beslutningstema

    Godkendelse af skitseprojekt for Tanghusene i Strandparken og dispensation fra Lokalplan nr.105 for så vidt angår bygningshøjden for grejdepot.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Teknik indstiller,

    • at skitseprojektet bliver godkendt
       
    • at der bliver meddelt dispensation fra Lokalplan nr. 105, §6.3 om bygningshøjde på bygning til grejdepot, så bygningshøjden er op til 3,1 meter eksklusiv værn til tagterrasse

    Beslutning Teknik- og Miljøudvalget den 03-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Kommunalbestyrelsen godkendte den 27. februar 2019 en plan for den videre udvikling af Strandparken, der var opdelt i fire delområder: Delområde 1: Strandengen, Delområde 2: P-pladsen, Delområde 3: Tanghusene og Delområde 4: Støttepunkter. Denne sag omhandler delområde 3: Tanghusene.

     

    Den 26. juni 2019 godkendte Kommunalbestyrelsen en ny lokalplan, nr.105 for havn og strand, der sætter rammen for udviklingen af blandt andet delområde 3: Tanghusene.

     

    Med budgetforlig 2020-2023 har kommunalbestyrelsen givet en række bevillinger til den videre udvikling af delområde-projekterne i Strandparken, herunder 3,5 mio.kr. i 2020 til projektet ved delområde 3: Tanghusene.

     

    Baggrund

    Området ved Tanghusene tilhører Strandparken I/S, der står for driften, naturplejen og udviklingen af Strandparkens arealer. Strandparken I/S har derfor været tæt involveret i udviklingen af projektet ved Tanghusene.

     

    Strandparken er et rekreativt område af regional betydning med et varieret plante- og dyreliv og en natur, der er præget af et kystnært og omskifteligt miljø. I udviklingen af projektet ved Tanghusene har det været væsentligt, at der tænkes i helheder, så de landskabelige og naturmæssige værdier bliver bevaret samtidig med, at der bliver skabt sammenhæng i kommunen som helhed.

     

    Skitseprojektet

    Det skitseprojekt, forvaltningen indstiller til godkendelse, ses nedenfor, og er vedlagt som bilag 1-4.

    Området består i dag af tre eksisterende Tanghuse, en legeplads, samt borde og bænke. To Tanghuse har sæsonåbne toiletter, mens det tredje Tanghus har været anvendt som iskiosk, og fungerer i dag som grejbank (opbevaring) for kommunens SUP’er (stand up paddle boards) tilbud.

     

    Med projektet flyttes grejbanken fra et af de eksisterende Tanghuse til en ny bebyggelse. Det eksisterende tanghus, der tidligere har været anvendt til iskiosk, kan så igen anvendes til dette formål. Strandparken I/S har indgået en forpagteraftale af bygningen med henblik på sæsonåben udendørsservering pr. 1. april 2020 af mad og drikke.

     

     

    Den nye bebyggelse til grejbank, som SUP udstyr mv., bliver i skitseprojektet bygget op omkring en containerkonstruktion. Grejbanken består af fire stk. 20 fods isolerede containere, der bygges sammen og indrettes til den konkrete brug. I samme konstruktion etableres et mindre lager- og kølerum til brug for forpagteren af Tanghuset. Den sammenhængende containerkonstruktion vil blive beklædt med træ i jordfarver, og fremstå som en samlet bygning. Projektet har afsæt i lokalplanen og afhænger af, at der bliver opnået de relevante myndighedsgodkendelser, og at projektet bliver godkendt politisk.

     

    Oven på containerkonstruktionen bliver der etableret en udsigtsplatform med åbent værn (gennemsigtigt gelænder), og der bliver derfor etableret en trappe op til platformen, som er integreret i konstruktionen, se bilag 2.

     

    Udsigtsplatformen kan både anvendes til tilskuere ved de stævner, som Vallensbæk Kano og Kajak Club afholder henover året, og af brugere i dagligdagen, idet platformen vil give et godt udsyn over Ringebæk Sø. Samlingen af tilskuere på platformen ved stævneaktiviteter vil nedbringe sliddet på søbredden og koncentrere tilskuernes færdsel omkring Tanghusene på arealer, der er indrettet til dette.

     

    I tilknytning til grejbank og den eksisterende bygning, der er forpagtet til iskiosk, bliver der etableret en terrasse/trædæk, der kan samle alle faciliteter, så stedet opleveres mere sammenhængende. Terrassen kan anvendes til udendørsservering og klargøring af SUP-udstyr, og sikrer tilgængelighed for alle via en rampe fra adgangsvejen op til terrassen. Træterrassen vil blive etableret i niveau på græsarealet vest og syd for og i tilknytning til den eksisterende strandkioskbygning. Farven på træterrassen er naturlig træfarvet uden overflademaling og vil derfor med tiden fremstå sølvgrå og falde ind i det det naturlige kystlandskab.

     

    I tilknytning til den eksisterende pumpestation vil der blive sat et afskærmende plankeværk op som omkredser forpagterens dagrenovation. Plankeværket vil have samme farve som den eksisterende bygning (gråhvid). Umiddelbart syd for terrassen vil der blive etableret et 40 cm hævet plateau på ca. 16 m2 af genbrugspaller, som kan anvendes til mindre udendørs arrangementer og aktiviteter. I tilknytning til det hævede plateau bliver der placeret en mindre sandkasse til leg.

     

    Af skitseprojektet fremgår også en søsætningsbro og bådhus, der er vigtige for funktionaliteten for SUP-tilbuddet og for Vallensbæk Kano og Kajak Clubs brug af området. Broen og bådhuset afklares i en efterfølgende fase.

     

    Det forventes, at anlægsarbejdet i tilknytning til containerkonstruktionen og terrassen bliver påbegyndt i marts 2020 med forventet færdiggørelse i juni 2020.

     

    Af hensyn til den nye forpagters indvendige renovering af Tanghuset er SUP-udstyret flyttet fra Tanghuset primo februar til to containere, der midlertidigt er placeret på p-pladsen for enden af Vallensbæk Havnevej.

     

    Lokalplan nr. 105 – Havn og Strand

    Da lokalplanen blev udarbejdet, kendte forvaltningen ikke projektet ved Tanghusene i detaljer. Det har vist sig, at lokalplanens bestemmelse §6.3 om bygningshøjde på 2,5 meter for grejdepot ikke giver mulighed for trædækket oven på bygningerne. Samtidig vil træterrassen under grejhusene også betyde, at højden bliver større end det, der er muligt i gældende lokalplan.

     

    Lokalplanens intention er, at grejdepotet ikke bliver højere end nødvendigt. De eksisterende tre Tanghuse er i dag 4 m, men kan med lokalplanen blive op til 4,5 meter. Grejdepotet vil med en højde på 3,1 m fortsat være lavere end den eksisterende bebyggelse. Derfor anbefaler forvaltningen, at der bliver givet dispensation fra bygningshøjden for grejdepotet ved Tanghusene, så højden kan blive op til 3,1 meter eksklusivt værn til tagterrasser.

     

    Interessentinvolvering

    I forbindelse med udviklingen af projektet ved Tanghusene har Strandparken I/S, Vallensbæk Kano- og Kajak Club og repræsentanter for SUP-tilbuddet været involveret. Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet er på et møde den 30. januar 2020 orienteret om projektet og dispensation fra lokalplanen, jf. planlovens §20. De havde ikke umiddelbart indsigelser over for projektet.

    Nærmeste nabo til projektet er 220 m væk, henover søen, hvorfor det ikke er relevant at gennemføre en naboorientering i henhold til planloven.

     

    Plangrundlag og øvrige myndigheder

    I juni 2019 har Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk vedtaget en ny lokalplan for havn- og strandområdet i Vallensbæk, som giver mulighed for den ønskede udvikling. Området er desuden reguleret af Fingerplanen, strandbeskyttelseslinjen og naturbeskyttelseslovens §16, søbeskyttelseslinjen.

     

    Den ønskede udvikling er i overensstemmelse med Fingerplan 2019, og Vallensbæk Kommune har haft forhåndsdialog med Kystdirektoratet om projektet. Projektet kræver på landsiden dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, der forvaltes af Kystdirektoratet samt dispensation fra søbeskyttelseslinjen, der forvaltes af kommunens naturmyndighed. Der er ansøgt om dispensation parallelt hos de respektive myndigheder ultimo januar 2020.  Det forventes, at de nævnte tilladelser er på plads medio marts.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Projektet forventes gennemført inden for den afsatte anlægsbevilling.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Projektet for delområde 3 ved Tanghusene understøtter Vallensbæks overordnede vision om balance mellem arbejdsliv, familie- og fritidsliv, ved at skabe optimale muligheder for et sundt og aktivt fritidsliv med mulighed for ro, nærhed og tryghed i grønne omgivelser.

     

    Projektet opfylder helt eller delvist følgende mål i delvision 2:

     

    • Vi skal udvikle Strandparken og havnen, så området i samspil med bycentrum bliver et levende, mangfoldigt aktiv for alle, hele året rundt
    • Vi skal bruge naturen og gøre det mere spændende at bevæge sig ud i Vallensbæks grønne oaser
    • I Vallensbæk har vi byrum og mødesteder, der skaber sociale relationer og fællesskaber

    Kommunikation

    Når de relevante myndighedsgodkendelser er indhentet, og når projektet er godkendt politisk, bliver informationer om projektet lagt på kommunens hjemmeside, som løbende bliver opdateret i takt med projektets udvikling.

     

    I forbindelse med myndighedsbehandlingen af dispensationsansøgningerne vil projektet blive sendt i høring hos høringsberettigede parter. Den 30. januar 2020 har forvaltningen været i dialog om projektet med Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, der jf. planlovens §20, er orienteret om dispensationen fra lokalplanen ift. højden.   

    Retsgrundlag

    Lov om planlægning

    Lov om naturbeskyttelse.

  • Punkt 11 TMU - Endelig vedtagelse af Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse

    Beslutningstema

    Forslag til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Vallensbæk Kommune har været i offentlig høring i 12 uger og bliver nu forelagt til endelig vedtagelse.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet på Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. 

     

    Center for Park, Vej og Miljø, Ishøj Kommune indstiller,
     

    • at forslag til Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i Vallensbæk Kommune bliver endeligt godkendt

    Beslutning Teknik- og Miljøudvalget den 03-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Forslag til Indsatsplan for Grundvandsbeskyttelse blev godkendt til offentlig høring på kommunalbestyrelsesmødet den 9. oktober 2019. Planforslaget blev offentliggjort den 22. oktober 2019 og har været i høring frem til den 16. januar 2020.

     

    Der er modtaget 1 høringssvar i høringsperioden. Høringssvaret er fra Miljøstyrelsen og forholder sig primært til de formelle krav til indsatsplanens indhold.

     

    Høringssvarets bemærkninger påpeger, at der i indsatsplanen er refereret til to forskellige grundvandskortlægninger. En for grundvandskortlægningen for Herlev-Glostrup, der blev afsluttet i 2014, og en for oplandene i Vallensbæk Kommune, som er genberegnet i 2017. Der er også påpeget, at der er fejl i figur 3-1 og 6-11. Miljøstyrelsen ønsker, at det står mere eksplicit i planen, at planen omfatter indsatsområder i henhold til § 13, som angiver, at Kommunalbestyrelsen skal vedtage en indsatsplan, for hvert af de udpegede indsatsområder.
     

    Bemærkningerne fra Miljøstyrelsen har kun medført redaktionelle rettelser i indsatsplanen.

     

    Høringssvar med administrationens kommentarer og hvilke rettelser der bliver tilføjet, fremgår af høringsskemaet, der er vedlagt som bilag.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Indsatsplanen dækker kun indvindingsoplandene til Vallensbæk Strands Vandforsyning, som kan opkræve en ekstra vandtakst fra forbrugerne for at dække de eventuelle omkostninger, som indsatserne vil kræve.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Indsatsplanen understøtter delvision 2 om et grønt byliv med central beliggenhed.

    Kommunikation

    Indsatsplanen bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside.

    Retsgrundlag

    Vandforsyningsloven.

  • Punkt 12 SSU - Evaluering af pilotprojekt om privat tøjvask

    Beslutningstema

    Center for Pleje og Omsorg har gennemført pilotprojekt om privat tøjvaskordning og har evalueret projektet. Social- og Sundhedsudvalget drøfter evalueringen og tager stilling til, hvorvidt tøjvask fremover skal udbydes til private leverandører.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Pleje og Omsorg indstiller,
     

    • at Social- og Sundhedsudvalget drøfter evalueringen af pilotprojekt om privat tøjvaskordning
       
    • at tøjvask fremover udbydes til private leverandører, herunder at der bliver en egenbetaling for borgerne på basisydelsen såvel som for tilkøbsydelser

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020

    Evalueringen blev drøftet og indstillingen anbefalet.

     

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    I perioden april 2019 til februar 2020 er der udført et pilotprojekt om tøjvask med privat leverandør. Der er nu foretaget en evaluering af projektet og en økonomisk beregning, hvilket giver et udgangspunkt for at træffe beslutning om, hvorvidt tøjvask fremover skal udliciteres til private leverandører. Evalueringen er vedlagt som bilag.

     

    I henhold til Social- og Sundhedsudvalgets beslutning i januar 2019 blev pilotprojektet udført blandt de borgere i Pilehavehus og Højstrupparken, som er visiteret til tøjvask ved hjemmeplejen, samt for beboerne på plejehjemmet Rønnebo. Der er indgået 32 borgere i pilotprojektet.

     

    Evalueringen viser en stor tilfredshed med den private tøjvask. Der er i evalueringen spurgt ind til flere dimensioner af den leverede service: Afhentning, modtagelse, information, muligheder, renhed, sammenlægning, samlet tilfredshed og forslag til, hvordan ordningen skal fungere fremover. På alle dimensioner er der stor tilfredshed og ved sammenligning med tilfredshedsmålingen vedrørende kommunal tøjvask i 2018, viser det sig, at tilfredsheden er højere med den private tøjvaskordning.

     

    Også blandt lederne i hjemmeplejen og i plejecentret Rønnebo er der stor tilfredshed med den private tøjvask. De peger på, at nogle af de forventede fordele, har vist sig at holde stik:
     

    • Personalet kan i højere grad fokusere på pleje og omsorg, når andre varetager tøjvasken
    • I hjemmeplejen slipper man for nogle af de mange besøg på samme dag hos den samme borger, som kommunal tøjvask medfører, og som ikke altid kan kombineres med andre ydelser
    • I Pilehavehus, hvor der er fælles vaskefaciliteter, er der blevet frigjort plads for de øvrige beboere, som skal benytte faciliteterne
    • Der er desuden kommet en ensartethed og professionalisme i vaskningen og sammenlægningen af tøjet, der i den kommunale ordning afhænger af såvel den enkelte medarbejder som af kvaliteten af borgerens egne maskiner

      

    Udfordringerne har haft karakter af mindre opstartsvanskeligheder, som hurtigt har kunnet løses via dialog med leverandøren og hurtig justering. Noget, der dog har været lidt vanskeligere at håndtere, har været fakturaer for tilkøb, som flere gange fejlagtigt er blevet sendt til en enkelt hjemmeboende borger, selvom det var aftalt, at kommunen betalte for ydelsen i pilotprojektperioden.

     

    I plejeboligerne er der i prøveperioden, hvor kommunen har betalt for tilkøbsydelser, blevet lagt for meget tøj i de poser, som er beregnet for tilkøb, selvom tøjet egentlig godt kunne klare almindelig vask og tørretumbling. Dette har påvirket afregningen.

     

    Det bør overvejes at lægge sig op af leverandørens definitioner af kommunalt betalt basisydelse og borgerbetalt tilkøb, hvis man vil undgå såvel problemer med fakturaer som overdreven brug af tilkøb på kommunens regning. Dette vil samtidig bidrage til at gøre indførelse af privat tøjvask udgiftsneutralt i forhold til det nuværende budget, og det er også sådan, det gøres i andre kommuner.

     

    Den store tilfredshed med ordningen skal sammenkædes med det forbehold, at de deltagende borgere ikke har haft egenbetaling på basisydelsen og har fået en række tilkøbsydelser, som fx hængetørring, betalt af kommunen i pilotprojektperioden. Endvidere skal det tages i betragtning, at der er tale om et meget lille udsnit af borgere, som har deltaget i pilotprojektet og deraf kun et mindre antal, som har kunnet besvare spørgeskemaet i evalueringen.

     

    Hvis det besluttes at udlicitere tøjvaskordningen til private leverandører, kan en fast ordning med privat tøjvask efter udbud forventes at træde i kraft i løbet af 1. kvartal 2021. De borgere, der har deltaget i pilotprojektet med privat leverandør, kan fortsætte med samme leverandør og på uændrede vilkår indtil udbudsprocessen er gennemført.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Hjemmeplejen

    Med det nuværende antal borgere visiteret til tøjvask (134), betaler kommunen i dag 680.000 kr. om året for kommunalt leveret tøjvask. Implementering af privat tøjvask i hjemmeplejen vil umiddelbart medføre en øget årlig merudgift på omkring 325.000 kr.

     

    Dette vil kunne dækkes via en egenbetaling på ca. 230 kr. pr borger pr. måned afhængigt af de priser, som opnås i udbuddet (uanset behov for tøjvask hver eller hver anden uge). Borgerne slipper til gengæld for betaling af strøm, vand, sæbe og vedligeholdelse af egne maskiner. I andre kommuner betaler borgerne også et fast beløb. Eksempelvis betaler udeboende borgere et fast beløb på 269 kr. pr. måned i Greve Kommune, 208 kr. i Albertslund (for tøjvask hver anden uge) og 145 kr. i København (for tøjvask hver anden uge).

    Der vil være mulighed for at differentiere egenbetalingen i Vallensbæk afhængigt af borgerens brug af ydelsen (hver eller hver anden uge). Beløbet vil eventuelt kunne nedjusteres, såfremt udbudspriserne er lavere end de priser, der har været gældende i pilotprojektet.

     

    For at økonomien skal hænge sammen, skal borgerne selv betale for tilkøbsydelser, herunder hængetørring, som kommunen har betalt i pilotprojektet. I andre kommuner er det standard, at borgerne selv betaler for sådanne tilkøbsydelser.

     

    Det forventes, at de resterende udgifter udover merudgiften kan finansieres via løbende tilpasninger i hjemmeplejen. Dette vil kunne være med til at afhjælpe rekrutteringsudfordringer inden for faget og give mulighed for at frigive ressourcer til at varetage kerneopgaven, som er at yde kvalificeret pleje, hjælp, støtte og omsorg til borgerne i Vallensbæk med henblik på at understøtte borgernes livskvalitet.

     

    Plejehjem
    Udgifterne til den nuværende kommunale tøjvaskordning i de 46 plejeboliger er på omkring 535.000 kr.

     

    Udgifterne til en privat tøjvaskordning vil ikke helt – men næsten - kunne holdes inden for den nuværende ramme under forudsætning af, at borgerne selv betaler for tilkøbsydelser som skånevask, uldvask, strygning, hængetørring samt ekstravask (udover 8 kg./uge), som kommunen har betalt for i projektet.

     

    En del af udgiften bliver finansieret via den egenbetaling, som plejehjemsbeboerne allerede betaler for drift af maskiner, el, vand og sæbe. Denne vil kunne sættes ned fra de nuværende 302 kr. til 230 kr. pr. måned (på niveau med betalingen for udeboende) til gengæld for, at borgerne selv betaler tilkøbsydelser. 

     

    Tiltaget vil betyde en tilpasning i de ressourcer, som hidtil er benyttet på tøjvask i plejeboligerne. Efter denne tilpasning vil der være et lille underskud i størrelsesordenen 60.000 kr. pr. år, som der i givet fald skal findes finansiering for.

     

    I ovenstående opgørelse for henholdsvis hjemmeplejen og plejehjem er medregnet udgifter til administration og kontakt med den private leverandør.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Punktet har relation til området ”Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen” i Værdighedspolitikken 2018-2021 og har ingen relation til udviklingsstrategien.

    Kommunikation

    Det skal kommunikeres til de deltagende borgere i pilotprojektet, om tøjvaskordningen fremover vil være kommunal eller leveret af private. Hvis det besluttes at udlicitere tøjvask til private leverandører, skal også de øvrige borgere, som er visiteret til tøjvask, have besked i god tid før overgang til den nye ordning.

    Retsgrundlag

    Lov om Social Service, § 83

  • Punkt 13 SSU - Reviderede kvalitetsstandarder for genoptræning (efter høring)

    Beslutningstema

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune har udarbejdet forslag til reviderede kvalitetsstandarder på træningsområdet.

     

    Kvalitetsstandarderne bliver fremlagt til endelig godkendelse efter høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune indstiller,
     

    • at ændringerne til ydelseskataloget og den reviderede ”kvalitetstandard for træning til borgere på forløbsprogrammerne kræft, KOL og lænderyg - sundhedsloven § 119 – sundhedsfremme og forebyggelse” bliver godkendt

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Ydelseskataloget og den reviderede ”Kvalitetsstandard for træning til borgere på forløbsprogrammerne kræft, KOL og lænderyg - sundhedsloven § 119 – sundhedsfremme og forebyggelse” har været i høring i Ældrerådet og Handicaprådet og bliver fremlagt til endelig godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune har ikke haft rettelser til de resterende kvalitetsstandarder på træningsområdet, og de fremlægges derfor ikke til godkendelse i denne sag.

     

    De resterende kvalitetsstandarder blev fremlagt på Social- og Sundhedsudvalgsmødet den 4. februar 2020 i forbindelse med sagen om godkendelse af den samlede publikation med kvalitetsstandarder.

     

    Ældrerådet og Handicaprådet har fremsendt høringssvar. Høringssvarene er vedlagt som bilag til sagen. Ældrerådet og Handicaprådet har ingen kommentarer til de foreslåede rettelser.

     

    ”Kvalitetsstandard for træning til borgere på forløbsprogrammerne kræft, KOL og lænderyg - sundhedsloven § 119 – sundhedsfremme og forebyggelse” og ydelseskataloget for genoptræning er vedlagt som bilag til sagen.

    Rettelserne i kvalitetsstandarden og i ydelseskataloget er markeret med rødt.

     

    Efter endelig godkendelse konsekvensrettes Vallensbæk Kommunes publikation med kvalitetsstandarder.

     

    Resumé af de ændringer der blev foreslået

    Kvalitetsstandarden ”Træning til borgere med kræft efter Sundhedsloven” er opdateret og indeholder nu også træning på KOL- og lændeområdet.
    Der er ikke ændringer i tilbuddet. Tilføjelsen er udelukkende foretaget for, at Ishøj Kommune kan timeafregne med Vallensbæk Kommune.


    Navnet på kvalitetsstandarden er også ændret og hedder nu: ”Kvalitetsstandard for træning til borgere på forløbsprogrammerne kræft, KOL og lænderyg - sundhedsloven § 119 – sundhedsfremme og forebyggelse”.

    Ydelseskataloget er også opdateret og indeholder nu også træning på KOL- og lændeområdet.
     

    I ydelseskataloget er der foretaget den ændring, at holdtræningen for geriatriske borgere (ældre borgere) er udvidet fra 45 min. til 60 min.
    Da træningsenheden implementerede nye pakkeforløb, blev tiden for en række af træningsholdene sat ned fra 60 til 45 min. for at imødekomme stigningen i henvisninger til træning og pladsmanglen på træningscenteret. I praksis har det vist sig at være uhensigtsmæssigt at forkorte tiden på de geriatriske hold, fordi 45 min. ikke giver tid nok til at håndtere denne målgruppes komplekse problemstillinger.
     

    ICURA-holdet er slettet i ydelseskataloget, fordi træningsenheden ikke længere anvender IT-programmet ICURA til holdtræning. ICURA er digitalt understøttet træning, som muliggør fjernmonitoreret hjemmetræning.
    Træningsenheden anvender fortsat digitalt understøttet træning (herunder fx ICURA) ud fra en individuel vurdering af borgerne.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune oplyser at ændringerne til kvalitetsstandarderne og ydelseskataloget kan afholdes inden for den eksisterende budgetramme.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Servicelovens § 86 og Sundhedslovens §§ 119 og 140.

  • Punkt 14 SSU - Kvalitetsstandarder for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade (efter høring)

    Beslutningstema

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune har udarbejdet en kvalitetsstandard for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade.

     

    Kvalitetsstandarden bliver fremlagt til endelig godkendelse efter høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune indstiller,
     

    • at kvalitetsstandarden for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade bliver godkendt

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Kvalitetsstandarden for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade har været i høring i Ældrerådet og Handicaprådet og bliver fremlagt til endelig godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Kvalitetsstandarden er udarbejdet med henblik på at tydeliggøre, hvilke indsatser kommunen kan tilbyde borgere med erhvervet hjerneskade.

     

    Kvalitetsstandarden er vedlagt som bilag til sagen.

     

    Kvalitetsstandarden for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade bliver tilføjet Vallensbæk Kommunes publikation med kvalitetsstandarder efter den endelige godkendelse.

     

    Ældrerådet og Handicaprådet har fremsendt høringssvar. Høringssvarene er vedlagt som bilag til sagen.

     

    Ældrerådet har ingen kommentarer til kvalitetsstandarden.

     

    Handicaprådet anbefaler, at det bliver beskrevet i kvalitetsstandarden, hvordan pårørende til borgere med erhvervet hjerneskade skal støttes.

    Handicaprådet mener, det vil være relevant i forhold til at give bedst muligt støtte til de mennesker, som har fået en funktionsnedsættelse, og at det vil være i tråd med Vallensbæk kommunes handicappolitik.

     

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune henviser til punktet ”Form og indhold”, i kvalitetsstandarden for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade, hvor det fremgår at indsatsen typisk vil indeholde råd og vejledning til pårørende.

     

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune oplyser, at de pårørende tilbydes en række aktiviteter. 

     

    Hjerneskadekoordinatoren afholder løbende samtaler med de pårørende til borgere med erhvervet hjerneskade. Samtalerne indeholder råd og vejledning, og de pårørende henvises i den forbindelse til følgende tilbud:
     

    • Det neurorehabiliterende team - tilbud om pårørendegrupper ca. tre gange om året for borgere, der modtager hjælp efter servicelovens §85
       
    • Center for Børn og Forebyggelse, Ishøj Kommune – tilbud om blandt andet familieværksted og familievejleder til børn, hvis forældre har erhvervet hjerneskade
       
    • Hjerneskadeforeningen og Hjernesagen - tilbud til pårørende om blandt andet en pårørende penneven eller netværk for pårørende til mennesker med en hjerneskade
       

    På baggrund af ovenstående oplysninger fra Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune foretages der ikke ændringer i kvalitetsstandarden for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

    Retsgrundlag

    Kvalitetsstandarden er sammensat af flere lovgivningsområder, som kan komme i betragtning i det enkelte borgerforløb (se kvalitetsstandard).

  • Punkt 15 SSU - Kvalitetsstandarder efter servicelovens § 82 a og b samt § 85 (efter høring)

    Beslutningstema

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune, har udarbejdet kvalitetsstandarder for
     

    • tilbud om gruppebaseret hjælp og støtte (servicelovens § 82 a)
    • tilbud om individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (servicelovens § 82 b).
       

    Derudover har centeret revideret den eksisterende kvalitetsstandard for socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85).

     

    Kvalitetsstandarderne fremlægges til endelig godkendelse efter høring i Ældrerådet og Handicaprådet.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune indstiller,
     

    • at kvalitetsstandarderne for servicelovens § 82 a og b samt § 85 bliver godkendt

    Beslutning Social- og Sundhedsudvalget den 03-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Kvalitetsstandarderne for tilbud om gruppebaseret hjælp og støtte (servicelovens § 82 a), tilbud om individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (servicelovens § 82 b) samt socialpædagogisk støtte (servicelovens § 85) har været i høring i Ældrerådet og Handicaprådet og fremlægges til endelig godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Ældrerådet og Handicaprådet har fremsendt høringssvar, hvoraf det det fremgår, at de ingen kommentarer har til de fremlagte kvalitetsstandarder.

     

    Kvalitetsstandarderne og høringssvar er vedlagt som bilag til sagen.

     

    Baggrund for forslaget om nye kvalitetsstandarder

    Kvalitetsstandarder for tilbud om gruppebaseret hjælp og støtte samt tilbud om individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (servicelovens §82 a og b)

    Den 1. januar 2018 blev der indført to nye paragraffer i serviceloven om henholdsvis gruppebaseret hjælp og støtte (§82 a) og individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (§82 b).
     

    Ishøj Kommune valgte i 2018 at prioritere den igangværende implementering af gruppeforløb, der vedrørte §85, og afvente viden om andre kommuners første erfaringer med § 82 a og b. I 2019 har Ishøj Kommune på den baggrund arbejdet med at implementere de to nye paragraffer i vejlederteam såvel som myndighed.

     

    I forbindelse med at de to paragraffer er blevet implementeret, er der udarbejdet kvalitetsstandarder for tilbuddene, hvor målgruppe, formål, indhold, tildeling/visitation mm. er blevet gjort tydelig. Kvalitetsstandarderne skal tydeliggøre det kommunale serviceniveau over for borgerne, og skal samtidig bruges i visitationsøjemed.

     

    Borgere, som visiteres til tilbud jf. §82 a og b, er typisk personer inden for det socialpsykiatriske område med lettere funktionsnedsættelser. Det har indtil videre primært været unge mellem 18 og 35 år. Der er fra og med april 2019 blevet henvist otte borgere fra Vallensbæk til disse tilbud.

     

    Rettelse til kvalitetsstandard for socialpædagogisk støtte (servicelovens §85)

    Da gruppeforløb er indeholdt i §82 a, er kvalitetsstandarden for § 85 tilrettet herefter, så gruppeforløb ikke længere kan visiteres som en del af et § 85-forløb.

    Kvalitetsstandarden for § 85 blev i den oprindelige udgave fremlagt for Social- og Sundhedsudvalget den 3. december 2019, men efterfølgende har Voksne og Velfærd, Ishøj Kommune fremsendt den nævnte rettelse til kvalitetsstandarden.

     

    Efter endelig godkendelse konsekvensrettes Vallensbæk Kommunes publikation med kvalitetsstandarder.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Serviceniveauet, som er beskrevet i kvalitetsstandarderne, vil kunne afholdes inden for det afsatte budget for 2020.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger

    Retsgrundlag

    Servicelovens § 82 a og b, samt § 85

  • Punkt 16 BKU - Kvalitetsrapport for folkeskolen 2018/2019

    Beslutningstema

    Godkendelse af kvalitetsrapport på skoleområdet.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Børne- og Kulturudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Børn og Unge indstiller,
     

    • at kvalitetsrapporten for folkeskolen for skoleåret 2018/2019 bliver godkendt

     

    På mødet i Børne- og Kulturudvalget vil udviklingskonsulent Steen Liljegren komme og præsentere kvalitetsrapporten.

    Beslutning Børne- og Kulturudvalget den 04-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Der skal hver andet år udarbejdes en kvalitetsrapport på skoleområdet. Kvalitetsrapporten er et kommunalt mål- og resultatstyringsværktøj, der skal understøtte en systematisk evaluering og resultatopfølgning.

     

    Den foreliggende kvalitetsrapport beskriver resultaterne for Vallensbæk Kommunes skoler i skoleåret 2018/19. Skolebestyrelserne har fået kvalitetsrapporten til orientering, og deres kommentarer er et bilag i kvalitetsrapporten.

     

    Kvalitetsrapporten beskriver nationale og kommunale mål for skoleområdet samt initiativer og indsatser, der er igangsat for at nå målene.

     

    Størstedelen af de præsenterede data har tidligere været offentliggjort og indgår allerede i den løbende kvalitetsudvikling af skolerne i Vallensbæk. Det gælder fx afgangsprøvekarakterer og resultater af trivselsundersøgelser.

     

    Nedenfor præsenteres en sammenfatning af de konklusioner, som er draget i kvalitetsrapporten:

      

    Kompetencedækning

    Der er høj kompetencedækning i de fleste fag, de timemæssigt små fag som fx kristendomskundskab og billedkunst undtaget. Det betyder, at børnene i Vallensbæk Kommunes folkeskoler i langt de fleste fag og langt de fleste lektioner, bliver undervist af lærere med linjefagsuddannelse i det pågældende fag. Den samlede kompetencedækning er på 88 % og er på niveau med landstallet.

     

    Inklusion

    I Vallensbæk Kommune går børn med stort støttebehov i specialklasse eller specialskole. Andre børn med støttebehov bliver inkluderet i almindelige klasser. Inklusionsgraden er samlet 96% og svarer stor set til landtallet, som er 95%.

     

    Elevernes trivsel

    Trivslen blandt eleverne på Vallensbæk Kommunes folkeskoler er stabil og ligger højt sammenlignet med landstal. Seneste trivselsmåling viser, at 94,6 procent af eleverne har høj trivsel. Dermed har Vallensbæk Kommune placeret sig med det fjerde højeste gennemsnit på landsplan. Herudover viser målingerne fra de seneste skoleår, at elevernes høje trivsel er stabil i perioden 2016-2019.

     

    Elevernes læring og udvikling

    I Vallensbæk Kommune er målet, at afgangsprøveresultaterne i de bundne prøvefag hvert år skal placere sig blandt de 25 % bedste i landet. Vallensbæk Kommune var i skoleåret 2018/2019 placeret som nummer 65, mens kommunen i 2017/2018 var placeret som nummer 23. I 2018/2019 var gennemsnittet for afgangsprøverne i de bundne fag 6,7, mens det i 2017/2018 var 7,2. Landstallet i de bundne prøver var 7,0 i 2018/2019.

     

    Karaktergennemsnittet ved de bundne prøver ved folkeskolens afgangsprøve i 2019 var altså markant lavere end foregående år. Andelen af elever, der får over 02 i dansk og matematik, er ligeledes faldet over de seneste tre år og ligger nu på niveau med resten af landet.

     

    De nationale test

    Hvad angår de nationale tests i folkeskolen, er der ingen klar udviklingstendens i forhold til udviklingen i andelen af henholdsvis gode, fremragende og dårlige resultater.

     

    Overgang til ungdomsuddannelse

    Resultaterne i Vallensbæk Kommune ligger over landstallene på alle parametre, som vedrører overgang til ungdomsuddannelse. En meget høj andel af kommunens børn og unge påbegynder en ungdomsuddannelse, både efter 9. klasse og efter 10. klasse. Som eksempel kan nævnes, at 94,4 % var påbegyndt en uddannelse 15 måneder efter afsluttet 9. klasse i 2017, hvor landstallet de seneste år var 89,9 %. I 2018 var 64,8 % påbegyndt en uddannelse 3 måneder efter afsluttet 9. klasse, hvor landstallet de seneste år var 45,2 %.

     

    Ikke alene påbegynder de en ungdomsuddannelse, de holder også fast i den påbegyndte uddannelse. Der er næsten intet frafald at spore i de tilgængelige resultater. Kommunens resultater har ligget stabilt på et højt niveau gennem den treårige periode. Det kan tyde på, at skolerne i Vallensbæk Kommune lykkes med at ruste eleverne til videre uddannelse.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Ingen bemærkninger.

    Kommunikation

    Kvalitetsrapporten vil, når den er godkendt, blive lagt på kommunens hjemmeside og andre relevante platforme.

    Retsgrundlag

    Folkeskoleloven.

  • Punkt 17 BKU - Udmøntning af midler til mere pædagogisk personale 2020

    Beslutningstema

    Godkendelse af udmøntning af midler til mere pædagogisk personale i daginstitutionerne i 2020.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Børne- og Kulturudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Børn og Unge indstiller,

     

    • at udmøntningen bliver godkendt

    Beslutning Børne- og Kulturudvalget den 04-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

    Anbefales.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Godkendt.

    Sagsfremstilling

    Der er på finansloven for 2020 afsat 500 mio. kr. som tilskud til kommunerne til indfasning af minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet. Tilskuddet stiger årligt og ender med 1,6 milliarder kroner i 2025.

     

    Tilskuddet bliver fordelt til kommunerne efter den enkelte kommunes andel af skønnede antal 0-5-årige børn i hvert år (offentliggjort af Danmarks Statistik i maj 2019). Vallensbæk Kommune forventes at modtage 1,8 mio. kr. fra puljen i 2020. Endeligt tilsagn om midlerne forventes i løbet af marts 2020.

     

    Tilskuddet skal anvendes til pædago­gisk personale i daginstitutionerne i form af løn- og pensionsudgifter og relaterede personaleudgifter. Der stilles ikke krav til det pædagogiske personales uddannelsesmæssige baggrund eller ansættelsesform (heltids-, deltids- eller vikaransættelser).

     

    Det er en betingelse, at tilskuddet forøger det allerede vedtagne budget for 2020 på dagtil­budsområdet. Bevillingen medfører dog ikke en fastlåsning af budgettet på dagtilbudsområdet, som fortsat vil kunne reguleres ud fra for eksempel faldende eller stigende børnetal. Der skal ikke tillægges en forældrebetaling, idet tilskuddet ikke må indgå i beregningsgrundlaget for fastsættelsen af forældrenes egenbetaling, jf. dagtilbudslovens § 31 stk. 3.

     

    Tilskuddet bliver fordelt mellem institutionerne ud fra den eksisterende fordelingsnøgle i tildelingsmodellen. I Vallensbæk Kommune er der vedtaget en målsætning om, at det pædagogiske personale bliver fordelt med 60 % pædagoger og 40 % pædagogmedhjælpere. Med dette for øje, skal institutionerne anvende tilskuddet til at ansætte yderligere pædagogisk personale.

     

    Nedenstående oversigt viser lønbudgettet 2020 før budgetforliget, lønbudgettet for 2020 som vedtaget med budgetforliget og endelig lønbudgettet inkl. fordelingen af tilskuddet på 1,8 mio. kr. Sidste søjle i tabellen viser den forventede stigning i personale svarende til forskellen mellem lønbudgettet før budgetforliget og det nye lønbudget (inkl. budgetforlig og tilskud):

     

     

    Lønbudget 2020
    -før budgetforlig

    Lønbudget 2020
    - inkl. budgetforlig

    Lønbudget 2020
    - inkl. budgetforlig og tilskud

    Stillinger svarende til ekstra midler fra budgetforlig og tilskud

    Syvhøjvænge

                 7.923.000    

                8.167.000    

                   8.372.000    

    1,1

    Nøddeboparken

                 9.638.000    

                9.935.000    

                10.185.000    

    1,3

    Mejsebo

                 5.508.000    

                5.678.000    

                   5.821.000    

    0,8

    Stien

                 9.215.000    

                9.499.000    

                   9.738.000    

    1,3

    Løkkebo

                 5.447.000    

                5.614.000    

                   5.756.000    

    0,7

    Piletræet

                 8.241.000    

                8.494.000    

                   8.708.000    

    1,2

    Sommerfuglen

                 9.763.000    

              10.064.000    

                10.317.000    

    1,4

    Birkely

                 3.344.000    

                3.447.000    

                   3.534.000    

    0,5

    Amalieparken

               10.300.000    

              10.616.000    

                10.884.000    

    1,5

    I alt

               69.379.000    

              71.514.000    

                73.315.000    

    9,8

     

    Center for Børn og Unge anbefaler, at udmøntningen bliver godkendt.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Bevillingen håndteres i forbindelse med budgetopfølgningen pr. 31. januar 2020 med en indtægt på 1,8 mio. kr. og en udgift på 1,8 mio. kr. på deltema 1.1 Dagtilbud.

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    Sagen støtter op om delvision 5 Et udviklende børne- og ungeliv.

    Kommunikation

    Ingen bemærkninger.

  • Punkt 18 BKU - Nationale test i skoleåret 2019/2020

    Beslutningstema

    Orientering om forlig vedrørende nyt, nationale evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen og beslutning om, hvorvidt nationale test skal gennemføres i skoleåret 2019/2020.

    Indstilling

    Sagen bliver behandlet i Børne- og Kulturudvalget, Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen.

     

    Center for Børn og Unge indstiller,
     

    • at orientering om at de nationale test er blevet gjort frivillige i skoleåret 2019/2020 bliver taget til efterretning
       
    • at det bliver godkendt, at de nationale test fortsat bliver gennemført i skoleåret 2019/2020

    Beslutning Børne- og Kulturudvalget den 04-03-2020

    Dot 1 blev taget til efterretning.

     

    Dot 2 blev sat til afstemning:

     

    For stemte gruppe C (4 stemmer) og gruppe O (1 stemme) i alt 5 stemmer.

    Imod stemte gruppe A (2 stemmer)

     

    Dot 2 var herefter anbefalet.

     

    Gruppe A havde følgende mindretalsudtalelse:

    ”Erfaringerne viser, at de nationale test er ubrugelige”.

    Beslutning Økonomiudvalget den 18-03-2020

     

    Dot 1 blev taget til efterretning.
     

    Dot 2 blev sat til afstemning:

    For stemte gruppe C (3 stemmer) og gruppe O (1 stemme) i alt 4 stemmer.

    Imod stemte gruppe A (1 stemme)

    Dot 2 var herefter anbefalet.


    Gruppe A havde følgende mindretalsudtalelse:

    ”Erfaringerne viser, at de nationale test er ubrugelige”.

    Beslutning Kommunalbestyrelsen den 25-03-2020

    Første indstillingspunkt blev taget til efterretning.
     

    Andet indstillingspunkt blev sat til afstemning:

     

    For stemte Gruppe C (8 stemmer) og Gruppe O (2 stemmer), i alt 10 stemmer.

     

    Imod stemte gruppe A (5 stemmer)

     

    Andet indstillingspunkt var herefter godkendt.


     

    Gruppe A afgav følgende mindretalsudtalelse:

     

    ”Erfaringerne viser, at de nationale test er ubrugelige”.

     

    Sagsfremstilling

    Der er indgået et forlig i folkeskole-forligskredsen i Folketinget, om at der skal indføres et nyt nationalt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen, som afløser for de nationale test.

     

    Regeringen vil inden sommeren 2020 fremlægge et forslag til det nye system, som skal være udgangspunktet for videre forhandlinger.

     

    Børne- og Undervisningsministeriet har oplyst, at der frem til det nye evaluerings- og bedømmelsessystem er klar, vil være en overgangsordning:

     

    • For skoleåret 2019/2020 gælder, at skolerne får mulighed for ikke at gennemføre de nationale test i udvalgte eller alle fag og klassetrin. De 20 procent af skolerne, som klarede sig dårligst i dansk og matematik ved afgangseksamenerne i 9. klasse skal dog fortsat gennemføre de nationale test. Derudover gennemfører et repræsentativt udsnit af landets klasser de nationale test, så det er muligt at følge det faglige niveau på nationalt og kommunalt niveau. Skolerne vil ikke orientere forældrene om den enkelte elevs resultat, medmindre forældrene aktivt beder skolen om det.
       
    • For skoleåret 2020/2021 og frem til et nyt system er udviklet, gennemfører Børne- og Undervisningsministeriet mindre forbedringer af det eksisterende testsystem. De obligatoriske nationale test - det vil sige som de nuværende nationale tests - gennemføres fra skoleåret 2020/2021, og frem til et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem træder i kraft. Forbedringerne skal gøre testene mere retvisende på elevniveau.

     

    Børne- og Undervisningsministeriet har samtidig oplyst, at det er skolens leder, der kan beslutte, at skolen undlader at afholde nogle eller alle testene. Kommunalbestyrelsen (eller det udvalg som kompetencen er uddelegeret til) kan dog også træffe beslutning om, hvorvidt en eller flere skoler i kommunen skal afholde nationale test eller ej.

     

    I denne sag bliver der lagt op til, at det er Kommunalbestyrelsen, der træffer beslutningen.

     

    De nationale test skal, ifølge forligsteksten, gennemføres i skoleåret 2020/2021 og længere frem ind til det nye system er udviklet. Forvaltningen indstiller derfor, at man også gennemfører de nationale test i skoleåret 2019/2020. Resultaterne vil kunne bruges på den enkelte skole til evaluering, blandt andet i forhold til opfølgning på målsætningen om, at Vallensbæks skoler skal være blandt de 25 procent bedste i landet målt på afgangskarakterer. De nationale test behøver ikke at blive udleveret til elever og forældre medmindre de aktivt beder om det.

     

    Løsningen, som beskrevet i forliget, kræver ændring af folkeskoleloven. Børne- og Undervisningsministeriet har oplyst, at der vil blive fremsat et lovforslag om det snarest muligt. Forventningen er, at lovforslaget bliver vedtaget 14. april 2020.

    Økonomi- og personalemæssige konsekvenser

    Ingen bemærkninger

    Sammenhæng til udviklingsstrategien

    I delvision 5, Et udviklende børne- og ungeliv, er der fokus på helheden i børn og unges liv.

    Kommunikation

    Skoler og skolebestyrelser bliver orienteret om beslutningen.

    Retsgrundlag

    Bekendtgørelsen om anvendelse af test i folkeskolen mv.

  • Punkt 19 Beretning fra borgmesteren og udvalgsformændene

    Beretning

    Borgmesteren orienterede om følgende:

     

    • Den aktuelle situation i kommunen i forbindelse med corona
  • Punkt 20 Forespørgsler fra medlemmerne

    Forespørgsler

    Kenneth Kristensen Berth spurgte til:

     

    • Årets pensionistskovture - kan de udskydes i stedet for at aflyses?

     

    Borgmesteren svarede.

     

     

    Søren Wiborg roste kommunens kriseberedskab, som håndterer den aktuelle corona-situation godt

  • Punkt 21 Spørgetid