Utilsigtede hændelser

Som patient eller pårørende kan du rapportere utilsigtede hændelser, der er sket på sygehuse, plejehjem, i hjemmeplejen eller alle andre steder i sundhedsvæsenet.

Det er vigtigt at kende til sådanne hændelser eller fejl. Sundhedsvæsenet kan lære af dem og undgå, at andre bliver udsat for det samme.

I det lys har det stor betydning, at du som patient rapporterer, hvad du har oplevet. Patienter og deres pårørende er særligt gode til at opdage problemer med sikkerheden, fordi de er med i hele forløbet.

Derfor har du som patient mulighed for at rapportere utilsigtede hændelser til Dansk PatientSikkerhedsDatabase (DPSD). Den samme mulighed har dine pårørende.

En rettesnor for at genkende en utilsigtet hændelse, er tanken eller følelsen: ’Det her gik ikke som forventet. Nu er en patient kommet til skade eller har været i risiko for at blive skadet. Det må ikke ske igen".

En utilsigtet hændelse kan for eksempel være hvis du:

  • får for stor dosis medicin, fordi der er sket en regnefejl.
  • falder og brækker armen, fordi der er vådt på gulvet.
  • får forsinket behandling, fordi blodprøverne er blevet væk.
  • bliver glemt på et toilet, fordi der er sket misforståelser.

Det er vigtigt at bide mærke i ordet ’utilsigtet’. Ordet siger, at det ikke var meningen, at det skulle være gået sådan: Personalet regnede ikke forkert med vilje, og patienten blev ikke glemt med vilje.

Ingen går på arbejde med den hensigt at gøre skade. Utilsigtede hændelser sker, hvis der er mangler eller brister i de systemer, der skal sørge for, at sikkerheden er i orden.

Som borger eller pårørende kan du rapportere utilsigtede hændelser, der er sket på sygehuse, på plejehjem, i hjemmeplejen, hos den praktiserende læge eller alle andre steder i sundhedsvæsenet.

Uanset hvor hændelsen skete, eller hvor den blev opdaget, kan den rapporteres. Det kan fx være:

  • En patient får forsinket behandling, fordi henvisningen fra den praktiserende læge ikke er nået frem til den rette modtager.
  • En patient, der er udskrevet fra sygehuset får ikke besøg af hjemmeplejen, fordi der er sket misforståelser mellem sygehus og hjemmepleje.

Alt i alt kan du rapportere hændelser, hvor mangler eller brister i sikkerheden førte til, at en eller flere personer blev skadet eller udsat for en risiko for skade.

På Styrelsen for patientsikkerheds hjemmeside er der et skema, hvor du skriver din rapport. I skemaet er der en vejledning.

Udfyld skemaet på Styrelsen for patientsikkerheds hjemmeside.

Du kan rapportere anonymt, men det er en fordel at skrive navn og e-mail, eller telefonnummer på rapporten. Så er det muligt at kontakte dig, hvis der er behov for at få flere oplysninger til brug for beslutninger om, hvordan man bedst kan skabe øget patientsikkerhed.

Rapporten går automatisk til det eller de steder, hvor hændelsen er sket.

Rapporten bliver gennemgået med henblik på at finde ud af, hvad der er sket, hvordan det kunne ske, og hvordan en lignende hændelse kan forebygges. Derefter bliver rapporten anonymiseret og sendt til Patientombuddet. Patientombuddet indsamler og formidler viden på baggrund af hændelser fra hele landet.

Du får ikke svar tilbage på, hvad der er sket af ændringer ud fra netop din rapport, men på Styrelsen for patientsikkerheds hjemmeside kan du finde mere generel information om rapporteringssystemet, og de nationale tiltag, der iværksættes på baggrund af de rapporterede hændelser.

Find generel information om rapporteringssystemet på Styrelsen for patientsikkerheds hjemmeside.

Hvis du rapporterer en utilsigtet hændelse, er det ikke det samme som at indgive en klage over den behandling, du har modtaget i sundhedsvæsenet.

Patientombuddet administrerer både systemet for rapportering af utilsigtede hændelser og patientklagesystemet.

Søg erstatning på Patientforsikringens hjemmeside.