Pædagogisk tilsyn i Vallensbæk Kommune

I Vallensbæk Kommune er der fokus på høj kvalitet i dagtilbud. Det er lovpligtigt, at alle kommuner hvert andet år skal føre tilsyn i dagtilbud. Formålet med tilsyn er at holde opsyn med og understøtte udviklingen af den pædagogiske kvalitet.

Anmeldt tilsyn

Vallensbæk Kommune gennemfører hvert andet år anmeldt pædagogisk tilsyn med kommunens dagtilbud. En tilsynsførende udfører observationsbesøg i dagtilbud og dagplejen. Perspektiver fra dagtilbudslederen og medarbejdere bliver inddraget undervejs i tilsynsperioden, og relevant data indgår i den samlede tilsynsvurdering. Efter observationsbesøget bliver der afholdt et dialogmøde, hvor dagtilbuddets ledelse, tilsynsførende og dagtilbudschef deltager. Der udarbejdes tilsynsrapport, der indeholder en vurdering af kvaliteten i dagtilbuddet og anbefalinger til videre udvikling af den pædagogiske praksis. Rapporten bliver præsenteret for forældrebestyrelsen, og indsatsområder bliver drøftet. Rapporten bliver offentliggjort på dagtilbuddets hjemmeside.

Uanmeldt tilsyn

Vallensbæk Kommune gennemfører hvert andet år uanmeldt pædagogisk tilsyn. Forvaltningen udvælger et overordnet fokusområde på baggrund af tidligere tilsyn eller udviklingsstrategien, som skal understøtte sparring på tværs af kommunens dagtilbud og skabe grundlag for fælles indsatser. Tilsynsførende udfører observationsbesøg, hvor opmærksomheden er rettet mod det udvalgte fokusområde. Efter observationsbesøget bliver der afholdt et dialogmøde, hvor dagtilbuddets ledelse, tilsynsførende og dagtilbudschef deltager. Der udarbejdes tilsynsrapport, der indeholder en vurdering af kvaliteten i det pædagogiske dagtilbud i forhold til det udvalgte fokusområde og anbefalinger til det videre arbejde med fokusområdet. Tilsynsførende gennemgår de samlede resultater og kommer med forslag til fremtidige indsatser på et møde med dagtilbuddets ledelse.

Skærpet tilsyn

Ifølge dagtilbudsloven skal der ske skærpet tilsyn, hvis kvaliteten i et dagtilbud giver anledning til bekymring. Der vil på baggrund af det skærpede tilsyn blive udarbejdet en handleplan. Handleplanen præsenteres for forældrebestyrelsen, som har mulighed for at komme med bemærkninger.

Opfølgning på tilsyn

Efter hver tilsynsperiode afholdes en kvalitetssamtale, hvor Chef for Børn og Unge, dagtilbudschef og dagtilbudsleder deltager. I kvalitetssamtalen aftales det, hvordan der bliver arbejdet med kvalitetsudviklingen, hvilke mål der sættes for året, og hvordan der bliver fulgt op i løbet af året. Børne- og Kulturudvalget orienteres om resultater i forbindelse med det anmeldte og uanmeldte tilsyn.

Kontakt

Center for Børn og Unge