Genoptræning

Vi tilbyder i Vallensbæk Kommune genoptræning og vedligeholdelsestræning til kommunens borgere. Du kan læse mere her på siden.

Genoptræning efter kontakt med hospital

Hvis du har været indlagt eller fået ambulant behandling på et hospital, har du mulighed for at få genoptræning. 

Hvis lægen på hospitalet vurderer, at du har behov for genoptræning, har du ret til en genoptræningsplan. I denne plan er dine genoptræningsbehov skitseret. 

Når kommunen modtager din genoptræningsplan fra hospitalet, bliver du kontaktet telefonisk eller pr. brev med information om det videre forløb.  

Din genoptræning er et målrettet tidsafgrænset forløb, som bliver tilpasset dit genoptræningsbehov. 

Du vil komme til en indledende samtale og undersøgelse hos en fysio- eller ergoterapeut, hvor terapeuten vurderer dit genoptræningsbehov, og sammen opstiller I mål for forløbet. 

Med udgangspunkt i dit genoptræningsbehov og dine mål for forløbet planlægger I sammen, hvordan din genoptræning skal foregå. 

Det typiske forløb vil bestå af træning hos en fysioterapeut og/eller en ergoterapeut samt selvtræning efter vejledning. 

Genoptræningen kan foregå på hold, individuelt eller i dit eget hjem. 

Dit genoptræningsforløb slutter, når du har opnået dit mål, eller når terapeuten vurderer, at du selv kan varetage den sidste del af træningen for at opnå dit mål. 

Genoptræning ved tabt funktion 

Du kan få tilbud om gratis genoptræning, som kan lette din hverdag, hvis du har tabt funktion – for eksempel på grund af sygdom. Dette foregår i Vallensbæk Genoptræning, som ligger på Pilehavehus. 

Her bliver din genoptræning varetaget af fysioterapeuter og/eller ergoterapeuter, som har viden om netop din diagnose og kan tilbyde dig den bedst mulige genoptræning.  

Selvtræning 

Du kan henvises til selvtræning af din egen læge, genoptrænings- og rehabiliteringsterapeuterne eller koordinator på forløbsprogrammer. 

Selvtræningen foregår i Sundhedshuset Nordmarken. Læs om selvtræning i Vallensbæk Kommune.

 

Du kan læse mere om Vallensbæk Kommune serviceniveau for ovenstående områder i kommunens kvalitetsstandarder.

Holdtræning betyder, at du træner sammen med andre borgere, der har samme eller lignende problemstilling som dig. Terapeuterne på holdet instruerer dig i, hvilke træningsøvelser du skal udføre og sikrer, at din træning hele tiden bliver tilpasset dit niveau. 

Holdtræning foregår på Vallensbæk Genoptræning, Pilehavehus. 

Individuel træning betyder, at du træner alene sammen med en terapeut. 

Individuel træning kan foregå på Vallensbæk Genoptræningscenter, i dit nærmiljø eller i dit hjem afhængig af dit genoptræningsbehov.  

Du skal møde omklædt i tøj, som du kan bevæge dig i. I Genoptræningen er der et stort toilet, hvor du kan klæde om, hvis du har behov for det. Der er ikke brusefaciliteter. Medbring evt. eget håndklæde, hvis du sveder meget. Du skal selv medbringe drikkedunk til træningen. 

 

Du kan få bevilget gratis kørsel til og fra træningscenteret, hvis terapeuten vurderer, at du ikke selv kan transportere dig. Hvis du selv kan transportere dig, skal du det. Der er offentlig transport med bus 143, som stopper tæt ved Vallensbæk Genoptræning