Udskriv

Almen bolig i Vallensbæk

 

Vallensbæk Boligselskab har tre afdelinger i Vallensbæk:


• Højstrupparken
• Rosenlunden
• Firkløverparken
 

Først søger du hos KAB...

 

Anvisningen og udlejningen af boligerne administreres af KAB, Vester Voldgade 17, 1552 København V, telefon 3363 1000. Hvis du er interesseret i en bolig i én af disse afdelinger skal du derfor henvende dig til KAB. Se også www.kab-bolig.dk

 

Vallensbæk Boligselskabs almene boliger skal først og fremmest komme Vallensbækborgere til gode. Derudover ønsker kommunen at gøre en aktiv indsats for, at boligområderne fortsat er attraktive. Størstedelen af de almene boliger bliver derfor udlejet til borgere i Vallensbæk, der opfylder et af disse kriterier:

 

• Du bliver skilt eller flytter fra kæresten
• Du er over 55 år og handicappet
• Du vil flytte hjemmefra i forbindelse med start på arbejde eller uddannelse.
• Du har fast arbejde og bor i Vallensbæk Kommune – eller vil flytte hertil.
 

... og så søger du hos kommunen

 

Når KAB har vurderet, at du er berettiget til en bolig, skal du godkendes af Vallensbæk Kommune, som kræver at alle disse kriterier er opfyldt:

 

• Der må ikke bo flere end to personer pr. beboelsesrum i lejligheden.
• Huslejen må ikke overstige halvdelen af husstandsindtægten.
• Du må ikke have ubetalt forfalden gæld til Vallensbæk Boligselskab.
• Du må ikke tidligere være opsagt fra et lejemål i Vallensbæk Boligselskab på grund af overtrædelse af husordenen.
 

Vallensbæk Kommunes anvisningsret

 

Vallensbæk Kommune får stillet hver fjerde af de almene lejeboliger til rådighed til løsning af såkaldte boligsociale opgaver. Dem kan du komme i betragtning til, hvis du opfylder et af disse kriterier:

 

1. Hvis du på grund af alder eller fysiske handicap har brug for en mere handicapvenlig bolig.
2. Hvis du har mistet din bolig på grund af manglende erhvervsindtægt eller i forbindelse med tvangsauktion.
3. Hvis du er ældre eller syg og har behov for at være i nærheden af børn/familie
4. Hvis du er flyttet til kommunen og har fået fast job i kommunen

 

Hvis du søger på baggrund af punkt 1 eller 2, skal du have boet i og have været tilmeldt folkeregistret i Vallensbæk Kommune i mindst 2 sammenhængende år umiddelbart inden anvisningen. 

Hvis du søger på baggrund af punkt 3 skal du have pårørende, der har boet i og har været tilmeldt folkeregistret i Vallensbæk Kommune i mindst 2 år.

Desuden kan du muligvis komme i betragtning til en bolig, hvis du er havnet i et akut boligsocialt problem.

Akut boligsocialt problem

 

Et boligsocialt problem kan være, hvis du bliver boligløs på grund af sygdom, dødsfald eller lignende.

 

Det betragtes ikke som et akut boligsocialt problem når:

 

• et fremlejemål udløber
• en familie planlægger hussalg f.eks i forbindelse med skilsmisse,
• den unge skal flytte hjemmefra,
• man i en moden alder ønsker at flytte til en mindre bolig
• man af forskellige grunde bliver husvild.

Hvornår bruges anvisningsretten

 

Kommunen bruger først anvisningsretten, hvis alle andre muligheder er udtømt. Du kan kun komme i betragtning til en bolig, når du har udtømt dine muligheder for selv at finde en permanent bolig gennem opskrivning i almene boligselskaber, privat udlejning m.m.

 

Det er dit eget ansvar at finde en permanent bolig. Kommunen kan kun i særlige situationer benytte anvisningsretten.

 

Det er Borgerservice i kommunen, der konkret vurderer, om du kan blive opnoteret på den sociale boligliste.

 

Du kan ikke blive skrevet op til de boliger, som Vallensbæk kommune får stillet til rådighed til løsning af boligsociale opgaver i kommunen. Disse boliger bliver anvist ud fra en konkret og individuel vurdering af behovet på det tidspunkt, hvor boligen bliver ledig. Det er Borgerservice, der står for vurderingen, og der er ikke mulighed for at klage over vurderingen.

 

Vallensbæk Kommune kan ikke hjælpe boligsøgende der:

 

• flytter til kommunen med et forudsigeligt problem, for eksempel tager ophold hos familie, bekendte eller lignende
• indgår et periodebestemt eller midlertidigt lejemål
• tilmelder sig ulovligt på en adresse
• flytter til en bolig, som man allerede på indflytnings-tidspunktet ved er uegnet i forhold til størrelse, økonomi eller lignende.

Akut boligproblem (husvild)

 

Kommunen er forpligtet til at sørge for et midlertidigt sted at bo til dig, hvis du blevet akut boligløs og står uden mulighed for selv at skaffe tag over hovedet. Det kan være på et herberg eller et pensionat. Men det er dit eget ansvar at finde en permanent bolig.