Engle over Amanda
09-03-2010
Der er premiere på årets musical fra ungdomsskolen og musikskolen mandag den 15. marts.
Over den 14-årige pige, Amanda, svæver en flok skytsengle. De våger og følger med i alt, hvad Amanda gør og tænker. Men Amanda er ikke en lille pige længere og snart voksen, så skytsenglene har det ikke nemt.
For sjette år i træk samarbejder Vallensbæk Ungdomsskole og Vallensbæk Musikskole om opsætningen af en musical. I år er de medvirkende piger primært fra 7. og 8. klasserne, og de har siden efteråret været i gang med først audition og siden indøvning af både sang og skuespil.
Igen i år er der hjælp fra professionelle kræfter i form af forfatter og komponist, Chris Skytte, der har skrevet både manuskript og musik, som er skræddersyet til netop dette års medvirkende skuespillere og musikere. Dertil kommer professionel instruktør, Louise Schouw, samt musikere og lærere. Som noget nyt i år deltager Vallensbæk Musikskolekor.
”Engle over Amanda” opføres i alt fem gange i Multisalen ved Vallensbæk Skole. Premieren er mandag den 15. marts kl. 19.30, og de øvrige forestillinger spilles tirsdag den 16. og torsdag den 18. marts kl. 19.30. Der er skoleforestillinger onsdag den 17. marts kl. 10 og kl. 12.
Billetter kan købes på Vallensbæk Biblioteker eller reserveres på ungdomsskolen på tlf: 4354 0055.

